Et begivenhedsrigt år hos Plougmann Vingtoft

Endnu et år er ved at være omme, og derfor er det tid til at se tilbage på nogle af de øjeblikke, som definerede 2023 hos Plougmann Vingtoft. Der har været mange spændende højdepunkter, og vi har valgt nogle stykker ud, som vi synes har været med til at forme året.  

2023 var blandt andet året, hvor den nye fælles europæiske patentdomstol, UCP, slog dørene op. Vi uddelte IP Matters til hele fem innovative startups, og så var det også året, hvor vores medarbejdere modtog flere flotte anerkendelser, og hele firmaet blev hædret med prisen som årets ”Patent Prosecution Firm of the Year” ved Global IP Awards.

Læs mere om de mange højdepunkter i årets løb her:

1. UPC og enhedspatentet er endelig en realitet 

Det har været længe undervejs, men 1. juni 2023 trådte den nye fælles europæiske patentdomstol, som også går under forkortelsen UPC (Unified Patent Court), sammen med enhedspatentet i kraft. Enhedspatentet er et europæisk patent, der udstedes af Den Europæiske Patentmyndighed (EPO). Det har en ensartet retsvirkning i de europæiske lande, som deltager i samarbejdet på det tidspunkt, hvor patentet bliver udstedt. På den måde adskiller enhedspatentsystemet sig fra det klassiske system, hvor et europæisk patent efter udstedelse bliver til et “bundt” af nationale patenter, der skal valideres i de lande, hvor patentet skal gælde. Enhedspatentet er således en ekstra mulighed for europæiske patentansøgere og eksisterer side om side med de “klassiske” europæiske patenter. Flere af vores eksperter er kvalificeret til at repræsentere kunder i det nye UPC-system, og samtidig er Senior patentrådgiver Claus Elmeros udnævnt som teknisk dommer inden for Mechanical Engineering ved UPC.

Du kan læse mere om UPC og enhedspatentet her, hvor du også kan finde en liste over vores rådgivere.

2. Besøg til nær og fjern

Året har budt på flere udlandsrejser for Plougmann Vingtofts rådgivere til bl.a. USA, Japan, Sydkorea, Chicago, Berlin og Beijing for at besøge samarbejdspartnere, kollegaer og kunder. Specielt har UPC og enhedspatentet været på dagsordenen blandt vores udenlandske samarbejdspartnere, og interessen er fortsat stor.

Ligeledes havde vores varemærkechef Ellen Breddam og varemærkerådgiver Dagmar Bugge Isaksen fornøjelsen af at deltage på årets internationale varemærkekongres INTA i Singapore, hvor over 8.000 IP-eksperter var samlet.

3. Fem startups modtager IP Matters donation

I 2019 uddelte vi den første startup donation “IP Matters“, hvor vi støtter nogle af de idéer og startups, der gør en forskel i forhold til bæredygtighed. Donationen består af IP-rådgivning til en værdi af 50.000 kroner. Siden har syv startups modtaget IP Matters, og i 2023 blev donationen uddelt for femte gang til fem innovative startups. Således har vi allerede opnået vores målsætning om at have hjulpet 12 startups på vej inden 2030.

De fem startups arbejder alle på løsninger, som på hver deres måde kan bidrage til den bæredygtige udvikling: Yngvik, Meat Tomorrow, Sylvia Health, Rheia Medical og VPCIR Biosciences.

4. Øgning i antallet af genoprettelsessager

I løbet af året har vi oplevet en stigning i antallet af genoprettelsessager hos EPO og Patent- og Varemærkestyrelsen. Det er sager, hvor myndighederne beder om yderligere informationer for at kunne træffe en afgørelse om, hvorvidt en patentansøger eller indehaver skal have mulighed for at for genoprettet sin rettighed i henhold til gældende betingelser og lovgivning. Normalt håndterer vi 2-3 af denne type sager årligt, men i år har vi oplevet en markant stigning på tre gange så mange. Det er ofte sager, vi får henvist fra samarbejdspartnere og kunder, som kender os fra tidligere.    

5. Plougmann Vingtoft vinder pris ved Global IP Awards

Hvert år afholder to af IPR-branchens mest velrenommerede ranking-institutter, WTR (World Trademark Review) og IAM Patent 1000 en stor prisuddeling, Global IP Awards. Her hylder de verdens førende IPR-eksperter og virksomheder, som har udmærket sig det seneste år.

I år kunne tre eksperter fra Plougmann Vingtoft, Else Lawrence, Charlotte Søsted og Michael Friis Sørensen, tage den prestigefyldte pris som ”Patent Prosecution Firm of the Year – Denmark” med hjem fra London.

Det er anden gang, at Plougmann Vingtoft vinder prisen. Første gang var i 2020. Der skal lyde en stor tak til både kunder, samarbejdspartnere og kollegaer samt branchen som helhed for den flotte anerkendelse.

6. International anerkendelse af vores medarbejdere

2023 blev ligeledes et år, hvor Plougmann Vingtofts ekspertise blev anerkendt og flere af vores eksperter høstede stor hæder:

  • Plougmann Vingtoft er endnu engang at finde på listen blandt verdens bedste IP-rådgivningsvirksomheder, i guld-kategorien hos IAM Patent 1000 og i Tier 1 hos ranking-magasinet Managing IP.
  • Derudover blev hele fire af Plougmann Vingtofts rådgivere udnævnt til IP Stars af Managing IP. Det drejer sig om Ellen BreddamPeter SørensenKatja Sørensen, og Michael Friis SørensenJakob Schwalbe Lohmann, Ida Rømer Johannesen og Kristoffer Vandborg Bro blev udnævnt til Rising Stars.
  • Ni af vores patentrådgivere blev anerkendt som ”recommended individuals” af IAM Patent. Det drejer sig om Claus Elmeros, Per Jørgen Nygreen, Christian Christiansen, Jakob Schwalbe Lohmann, Jan Mondrup Pedersen, Peter Sørensen og Matteo Biancardo, samt Katja Sørensen og Michael Friis Sørensen der begge fik den store anerkendelse som ”highly recommended individuals”.   
  • Både Katja Sørensen og Michael Friis Sørensen er også begge blevet udnævnt som Global Leaders 2024 af IAM.
  • World Trademark Review anerkendte desuden endnu engang både Plougmann Vingtoft som virksomhed og vores varemærkechef Ellen Breddam, da de publicerede listen over verdens dygtigste varemærkeeksperter.  
  • Både Ellen Breddam og Michael Friis Sørensen blev udnævnt som ”Global IP Leaders” af WIPR – World IP Review i Leaders 2023 Directory.
  • Plougmann Vingtoft er endnu engang at finde på Financial Times liste over ”Europe’s Leading Patent Law Firms 2023”.  

Tak fordi du læste med. Godt nytår og på gensyn i 2024.

LÆS OGSÅ: