Saudi-Arabien tilslutter sig Madridprotokollen pr. 8. oktober 2026

Gode nyheder for virksomheder med internationale varemærkeporteføljer: Saudi-Arabien har tilsluttet sig Madridprotokollen, hvilket fremover gør det muligt at opnå varemærkebeskyttelse i landet gennem WIPOs internationale Madrid-system.

Saudi-Arabien deponerede sit tiltrædelsesinstrument den 8. juli 2026, og medlemskabet træder formelt i kraft den 8. oktober 2026. Fra denne dato kan virksomheder udpege Saudi-Arabien i nye internationale varemærkeansøgninger eller efterfølgende tilføje landet til eksisterende internationale registreringer. Indtil nu har virksomheder været henvist til at indlevere nationale ansøgninger direkte til den saudiske varemærkemyndighed.

Hvad betyder det for varemærkeindehavere?

Tiltrædelsen vil forenkle processen med at opnå og administrere varemærkebeskyttelse i Saudi-Arabien.

Indtil nu har nationale ansøgninger og fornyelser ofte været forbundet med omfattende formaliteter, herunder krav om notariserede og legaliserede fuldmagter. Med Madrid-systemet forventes disse formaliteter i de fleste tilfælde at kunne undgås, medmindre der opstår indsigelser eller andre myndighedskrav under sagsbehandlingen.

For virksomheder med internationale varemærkeporteføljer betyder det en enklere og mere omkostningseffektiv vej til beskyttelse i et af de største markeder i Mellemøsten.

Vigtige forhold at være opmærksom på

I forbindelse med tiltrædelsen har Saudi-Arabien afgivet en række erklæringer:

  • Fristen for myndighedens meddelelse af foreløbige afslag er forlænget fra 12 til 18 måneder.
  • Foreløbige afslag baseret på indsigelser kan også meddeles efter udløbet af 18-månedersfristen.
  • Saudi-Arabien vil opkræve individuelle gebyrer ved udpegning og fornyelse af internationale registreringer. De endelige gebyrsatser er endnu ikke offentliggjort af WIPO, men forventes annonceret inden for kort tid.
  • Saudi-Arabien tillader ikke opdeling (division) eller sammenlægning (merger) af internationale registreringer, da disse procedurer ikke findes i den nationale lovgivning.

Disse erklæringer er generelt ikke usædvanlige. Flere Madrid-medlemslande har tilsvarende bestemmelser om forlængede frister og individuelle gebyrer. Den manglende mulighed for opdeling og sammenlægning af registreringer er dog mindre almindelig og bør tages i betragtning ved håndtering af internationale registreringer med beskyttelse i Saudi-Arabien.

Adgang til endnu et marked gennem Madrid-systemet

Med Saudi-Arabiens tiltrædelse består Madridunionen nu af 117 medlemmer og mellemstatslige organisationer, der tilsammen dækker 133 lande og repræsenterer mere end 80 % af verdenshandlen. Det giver virksomheder mulighed for at opnå varemærkebeskyttelse i endnu flere markeder gennem ét internationalt system.

Har din virksomhed planer om at ekspandere til Saudi-Arabien eller andre markeder i Mellemøsten, kan det være et godt tidspunkt at overveje, hvordan Madrid-systemet bedst kan understøtte jeres internationale varemærkestrategi. Kontakt gerne vores varemærketeam for en uforpligtende drøftelse.

LÆS OGSÅ: