ISOFIRMS: IPR med i fødslen af IsoFirms

IsoFirms vidste fra starten, at IPR skal være ordentligt på plads som en del af en stærk platform til kommercialiseringen af ny ingrediens.

Den life science orienterede-startup IsoFirms er et af de firmaer, som Plougmann Vingtoft hjælper med IPR-rådgivning. IsoFirms er via research og regulatorisk arbejde nået frem til overraskende fund på en vækst- og sundhedsfremmende ingrediens, Isosteviol, som til dette patent er brugt på grise.

Mere præcist er Isosteviol en diterpen, som virker ved at øge transporten af sukker i form af glukose ind i muskelcellerne. Det leder hovedsageligt til en større muskeltilvækst. For grisene er der flere sundhedsfremmende og sygdomsbeskyttende effekter bl.a. i form af forebyggelse i forhold til diarré og bedre fordøjelse ved en bedre foderudnyttelse.

Vi vidste fra starten, at det er vigtigt at få IPR ordentligt på plads fordi det er hele vores fundament. Hvis vi fejler med IPR, kan det ikke gøres om.

Randi Søndergaard, CEO i IsoFirms

Plougmann Vingtoft var tidligt inde i udviklingsprocessen og hjalp med sparring til design af forsøget til patentbrug.

Randi Søndergaard
CEO IsoFirms

”Der er utrolig mange aspekter ved IPR og patentansøgninger, som en virksomhed skal være opmærksom på,” siger Randi Søndergaard. Hun er CEO for IsoFirms – den bare ni måneder gamle startup, og er sammen med Gunnar Kvistgaard en af virksomhedens to opfindere.

”Vi vidste fra starten, at det er vigtigt at få IPR ordentligt på plads fordi det er hele vores fundament. Hvis vi fejler med IPR, kan det ikke gøres om. Der kan så være flere veje til Rom, men det kan blive noget af en omvej man skal ud på. Vi har i realiteten kun det første skud i bøssen,” understreger Randi Søndergaard.

Derfor prioriterede Randi Søndergaard de sparsomme ressourcer i den unge startup-virksomhed til netop bistand med IPR.

”Det har været alle pengene værd,” siger Randi Søndergaard.

”Plougmann Vingtoft har hjulpet med nye perspektiver og sørget for, at IsoFirms patentansøgninger ikke bliver unødvendigt begrænsende, sådan at vi ikke afskærer os selv fra eventuel udvidet brug af produktet i fremtiden”, siger Randi Søndergaard og fortsætter:

”Plougmann Vingtoft har faglig indsigt i vores område, og det betyder, at jeg ikke har oplevelsen af, at tale med juraspecialister, men i stedet videnspersoner, der forstår sig på vores sprog og område. Det kræver en særlig kommerciel vinkel at gøre dette succesfuldt. Det har Plougmann Vingtoft. Desuden har jeg gavn af en meget tæt rådgivningspartner, der kan være djævelens advokat og stille de irriterende, men nødvendige spørgsmål.”

Videre ud over stepperne

Nu skal IsoFirms i gang med at finde partner(e) i foderstofindustrien til brug for afsætning til i første omgang grisebesætningerne. Først i Danmark, siden EU og endeligt i hele verden, og her spiller patentbeskyttelsen naturligvis en stor rolle.

De videre planer er flere studier med Isosteviol ved andre produktionsdyr som fisk, fjerkræ og insekter. Som fødevare vil fokus være afhjælpning af sportsskader, opbygning af muskler, og som specialernæring til ældre mennesker, der skal vedligeholde fysikken eller som skal i gang efter lang tids inaktivitet, for eksempel efter en operation.

IsoFirms er qua en stærk bestyrelse med Rasmus Færch som bestyrelsesformand godt rustet til introduktionen af Isosteviol til såvel dyr som mennesker.

Plougmann Vingtoft har faglig indsigt i vores område, og det betyder, at jeg ikke har oplevelsen af, at tale med juraspecialister, men i stedet videnspersoner, der forstår sig på vores sprog og område.

Randi Søndergaard, CEO i IsoFirms

For den fremtidige udvikling i Isofirms er det nødvendigt at patenterne hele tiden kan følge med, og til det formål agter Randi Søndergaard hele tiden at gøre brug af en tæt sparringspartner og IPR-rådgiver som Plougmann Vingtoft.

Artiklen er oprindeligt bragt i Dansk Biotek/Indblik+ den 26. januar 2021.