Kun få danske teknologi-virksomheder er opmærksomme på at beskytte deres idéer. Danske SkyTEM er undtagelsen, der bekræfter reglen.
I høj fart glider en helikopter gennem luften. Rotorerne bekæmper taktfast tyngdekraften, og i kraftige wires hænger en sekskantet kompositkonstruktion på størrelse med en tennisbane. SkyTEMs elektromagnet har efterhånden kortlagt grundvand og mineraler på alle verdens syv kontinenter. Succesen kan tilskrives SkyTEMs banebrydende teknologiske idéer, som virksomheden kæmper for at beskytte efter alle kunstens regler.
”Ret tidligt opdagede vi, at det var en god idé at udtage patenter på vores teknologi. Og med tiden er det blevet en integreret og løbende proces. Vi overvåger teknologiudviklingen og konkurrenterne konstant, så vi hele tiden har en idé om, hvad der sker på markedet inden for vores område,” siger Flemming Effersø, adm. direktør hos SkyTEM.
For high-tech startups med unikke teknologiske løsninger spiller beskyttelse af IP – immaterielle rettigheder – en stadigt større rolle i at sikre konkurrencedygtigheden og øge værdien af virksomheden. Til gavn for både ansatte og investorer. Men SkyTEM er undtagelsen, der bekræfter reglen. For der er stadig mange teknologivirksomheder, der ikke tænker i at beskytte deres idéer tilstrækkeligt.
Ligesom vi har brug for en god revisor, har vi brug for en god patentrådgiver
Flemming Effersø
Det sker på trods af, at kampen for at skabe forretning omkring de gode idéer kan være hård. Det oplevede SkyTEM fra første parket, da en konkurrent forsøgte at patentere SkyTEMs teknologi på det australske marked. Kun i kraft af grundig overvågning og investeringsvillighed formåede SkyTEM at gøre indsigelse og sikre sin markedsposition.
”Selvfølgelig er det en omkostning at have patenter. Både i form af årlige gebyrer og honorarer til patentrådgivere. Men sådan er det bare: That’s the game. Ligesom vi har brug for en god revisor, har vi brug for en god patentrådgiver,” siger Flemming Effersø.
Flygtig teknologi
Kampen om det teknologiske herredømme finder sted i alle brancher. Her er det ofte små detaljer og højt specialiseret viden, der gør den store forskel. Derfor spiller beskyttelse af IP-rettigheder en stor rolle ifølge Michael Friis Sørensen, ekspert i IP-rettigheder hos Plougmann Vingtoft.
”Moderne teknologi er blevet en meget flygtig størrelse, og mange undervurderer, at det er let at kopiere en idé, hvis den ikke er beskyttet. Men hvis en virksomhed ikke har rettighederne til sine idéer, er den altså sjældent meget mere værd end nogle årsværk og et par kontorpladser,” siger Michael Friis Sørensen.
Med 20 års erfaring i branchen har han med sine egne ord ”set lidt af hvert.” Erfaringen er, at manglende fokus på IP-rettigheder betyder, at mange virksomheder misser store muligheder. Derfor råber han vagt i gevær.
”Jeg har mødt mange start-ups med tunge investorer i ryggen, der slet ikke har overvejet at beskytte deres teknologi. Det er jo helt vildt,” siger den garvede patentrådgiver.
Et kommercielt værktøj
Michael Friis Sørensen understreger, at mange små detaljer, der differentierer virksomheden fra konkurrenterne kan være værd at patentere. Det er en proces, der tager tid, men den kan mangedoble virksomhedens værdi på langt sigt.
”Start-ups skal være opmærksomme på, at IP-rettigheder ikke er noget man skal bruge til at booste sit ego. Det er et kommercielt værktøj, som udelukkende bruges til at øge virksomhedens værdi,” siger han og tilføjer:
”Mange start-ups mener ikke, det er umagen værd at søge patenter, fordi de alligevel ikke har råd til at køre en sag, hvis deres rettigheder bliver krænket. Men hvis du tænker mere langsigtet og virksomheden pludselig bliver opkøbt af en større koncern, så har IP-rettigheder en kæmpe værdi, og de store spillere har musklerne til at forsvare dem.”
Nye udfordringer
Hos SkyTEM har den innovative tilgang givet pote, og patenterne er forsikringen. For nylig vandt virksomheden en stor opgave om at finde grundvand i Californiens undergrund, og snart entrerer virksomheden et nyt område, når SkyTEM i et projekt støttet af Innovationsfonden skal skifte helikopteren ud med droner for at reducere landbrugets CO2-aftryk. Her spiller IP-rettigheder igen en stor rolle.
”Jeg har mødt mange start-ups med tunge investorer i ryggen, der slet ikke har overvejet at beskytte deres teknologi. Det er jo helt vildt.
Michael Friis Sørensen
”Droner er på alles læber lige nu, så vi ved, at der vil være nye konkurrenter at tage stilling til, og derfor skal IP-rettigheder tænkes ind fra starten. Det skal være en hel central del af forretningen,” siger Flemming Effersø.
SkyTEM har hovedsæde i Lisbjerg ved Aarhus og tæller over 50 medarbejdere fordelt på fire kontorer.