Som rådgiver for både kendte og mindre kendte varemærkeindehavere støder vi fra tid til anden på en situation, hvor en given varemærkeindehaver er nødsaget til at reagere overfor en (potentiel) krænker. Hvis man tillader andre at bruge ens varemærke uden tilladelse, enten for varer og ydelser, der ligner ens egne, eller – særligt for de kendte varemærker – for varer og ydelser, der ikke ligner, men alligevel har en klar reference til det kendte varemærke, kan varemærket blive mindre værd og i værste fald ende med at blive anset for at være en beskrivende betegnelse. I sådanne tilfælde er varemærkeindehaveren nødt til at tage affære.
Som rådgiver for både kendte og mindre kendte varemærkeindehavere støder vi fra tid til anden på en situation, hvor en given varemærkeindehaver er nødsaget til at reagere overfor en (potentiel) krænker. Hvis man tillader andre at bruge ens varemærke uden tilladelse, enten for varer og ydelser, der ligner ens egne, eller – særligt for de kendte varemærker – for varer og ydelser, der ikke ligner, men alligevel har en klar reference til det kendte varemærke, kan varemærket blive mindre værd og i værste fald ende med at blive anset for at være en beskrivende betegnelse. I sådanne tilfælde er varemærkeindehaveren nødt til at tage affære.
Hvis modparten har søgt om registrering, kan ”slaget” afgøres ved en varemærkemyndighed. Men i mange situationer er der tale om illegitim brug. I disse tilfælde er den eneste udvej at henvende sig til modparten, ofte via et såkaldt ”krævebrev” (også kendt på engelsk som et ”cease and desist letter”).
Der har været nogle grelle eksempler fra udlandet, hvor sådanne breve har haft uventede negative konsekvenser. Et af de mere kendte eksempler stammer fra 2013, hvor Starbucks sendte et brev til Exit 6 Pub and Brewery LLC angående deres brug af en variation af Starbucks’ Frappuccino®-varemærke til en øl. Exit 6 Pub and Brewery LLC havde navngivet en af deres øl ”Frappicino”.
Starbucks’ advokat sendte et klassisk krævebrev, hvor der blandt andet stod, at Starbucks ejer en række verdensberømte varemærker, herunder det velkendte FRAPPUCCINO-varemærke. Advokaten hævdede, at ordene er “fonetisk identiske“, og at Exit 6 Pubs brug af ”Frappicino” “sandsynligvis vil skabe forvirring og misforståelser“. Der var ikke noget juridisk i vejen med brevet.
Exit 6 Pubs svar var både sarkastisk og kreativt. Der stod blandt andet i indledningen ”As you probably don’t know, Exit 6 is the proud owner of no trademarks including our own name much less than the name ”F word” (…)” Exit 6 Pub afsluttede brevet med at forklare, at Exit 6 Pub kun havde solgt 3 øl, og de medsendte en check på USD 6, som var den fortjeneste, de mente at have haft på salget af øllen.
Starbucks afstod fornuftigt nok med at forfølge sagen yderligere og gav i stedet offentligt udtryk for, at de var glade for, at Exit 6 Pub var stoppet med at bruge deres varemærke.
Det er formentligt på grund af den ikke særlig flatterende omtale, som Starbucks fik i denne Frappuccino®-sag, at rådgivere for andre kendte varemærker sommetider har valgt en mere kreativ vej, når der opstod en situation, hvor man var nødsaget til at sige fra overfor krænkende brug ved at sende et krævebrev.
Her kommer et par eksempler på mere kreative krævebreve:
I Netflix’ brev til en uautoriseret “Stranger Things”-pop-up bar i Chicago, valgte de for eksempel at skrive: “Look, I don’t want you to think I’m a total wastoid, and I love how much you guys love the show. (Just wait until you see Season 2!) But unless I’m living in the Upside Down, I don’t think we did a deal with you for this pop-up”.
Og i stedet for den sædvanlige juridiske tone om udfasning skrev Netflix følgende: ”We’re not going to go full Dr. Brenner on you, but we ask that you please (1) not extend the pop-up beyond its 6 week run ending in September, and (2) reach out to us for permission if you plan to do something like this again.”
Netflix var således både venlig og generøs i og med, de tillod baren at fortsætte med brugen. Der var ingen negativ respons fra offentligheden mod, at Netflix gjorde, hvad de burde gøre, nemlig at ”sætte foden ned” og gøre opmærksom på krænkelsen.
Næste eksempel er In-N-Out Burgers’ reaktion på et bryggeri ved navn Seven Stills Brewery & Distillerys brug af varemærket “In-and-Stout” for øl. Her indledes brevet i en almindelig juridisk tone ved at skrive, at In-N-Out Burgers havde fået adskillelige henvendelser om Seven Stills Brewery & Distillerys brug af varemærket “In-and-Stout” og brug af In-N-Out Burgers logo. Den lidt hårde tone, som krævebreve kan have, blev dog undgået ved at In-N-Out Burgers samtidig valgte at benytte sig af ordspil i brevet: ”Based on your use of our marks, we felt obligated to hop to action in order to prevent further issues from brewing”. Og så afsluttede In-N-Out Burgers brevet med følgende sætning: “Please contact us as soon as possible, so this does not continue to ferment”.
Den kreativ tilgang hjalp begge parter med at undgå negativ omtale, og Seven Stills Brewery & Distillery stoppede brugen af de krænkende mærker.
Til sidst vil jeg nævne sagen mellem TGI Fridays og en bar i Chicago ved navn Moneygun. Sidstnævnte havde planer om at omdanne baren til en TGI Fridays i anledning af halloween, hvilket TGI Fridays selvfølgelig blev nødt til at reagere på. Det gjorde de ved at sende Moneygun noget af deres merchandise sammen med et brev, hvor der blandt andet stod følgende: ”It’s certainly a rite of passage to dress up as your personal hero for Halloween. After all – TGI Fridays is renowned for being the country’s first singles bar and has been credited for creating loaded potato skins and popularizing the Long Island Iced Tea. (You’re welcome, by the way.) (…) UNfortunately (for you – not us), trademark law requires us to protect our brands and to take action against any use that might cause confusion or diminish the value of our trademarks. I’m concerned that your event – featuring “TGI” branding, our logo, a variation of our IN HERE, IT’S ALWAYS FRIDAY slogan, and so on – would cross that line.”
Også her blev krævebrevet om at stoppe brugen af TGI Fridays’ navn og logo vel modtaget, og der var ingen dårlig omtale af TGI Fridays’ håndhævelse af deres varemærkerettigheder.
Som rådgiver er det let at køre de store kanoner i stilling, men det er ikke altid i vores klienters interesse. Og som ovenstående eksempler viser, kan man ofte komme meget længere med kreativitet og opfindsomhed og samtidig undgå negativ presseomtale af ens klienter.
Disse eksempler viser også, at det er vigtigt at undersøge, om andre allerede har eneret til et varemærke, du ønsker at bruge. Og hvis du vil sikre dig mod påstande om potentiel krænkelse, bør du søge om varemærkeregistrering. Det er langt billigere end de omkostninger, du risikerer at pådrage dig, hvis du modtager et krævebrev, som medfører, at du skal stoppe brug samt ændre navn og markedsføringsmateriale.
