Grafisk lighed med NIVEA kan forhindre KiiLTO-varemærker i EU

Beiersdorf Ag, det tyske firma bag brandet NIVEA, har med tre nye afgørelser fra EUIPO’s indsigelsesafdeling i april 2024 fået medhold i sager om det velkendte blå og hvide varemærke. Afgørelserne har forhindret registrering af tre varemærker fra Kiilto Family Oy [1], Finland. EUIPO har vurderet, at KiiLTO-varemærkernes overordnede visuelle opsætning vil blive opfattet som en efterligning af NIVEA-varemærket, hvilket bl.a. skyldes, at NIVEA-varemærket har ”exceptionelt høj velkendthed” i Tyskland.

Selvom ordene ”NIVEA” og ”KiiLTO”, der indgår i de respektive varemærker, ved første øjekast ikke umiddelbart synes forvekslelige, er det en anden historie, så snart varemærkernes figurative elementer inddrages. På trods af de forskellige navne, har EUIPO nemlig netop vurderet, at tre figurative logo-varemærker, figurmærker, fra Kiilto Family Oy ikke kan registreres. Det skyldes, at NIVEA-varemærket er så exceptionelt velkendt blandt forbrugere i Tyskland, at flere af i hvert fald de tyske forbrugere vil skabe en association eller ”forbindelse” mellem KiiLTO-varemærkerne og NIVEA-varemærket på grund af de figurative elementer med hvid skrift på en mørkeblå cirkelformet baggrund.

Beiersdorf Ag, der står bag NIVEA, fremlagde en markedsundersøgelse af NIVEA-varemærket sammenholdt med det ”rene” KiiLTO-varemærke (EU-varemærke nr. W01483488). Her blev næsten 1.000 forbrugere spurgt ind til deres tanker og associationer, når de blev præsenteret for KiiLTO-varemærket. 30% af respondenterne vækkede mentale forbindelser (spontane associationer) til NIVEA-varemærket, og 20% af respondenterne troede endda, at varemærkerne kom fra samme virksomhed. Ved blot at se en centreret, fed, hvid skrift på en mørkeblå cirkel, forbandt de tyske forbrugerne altså KiiLTO-varemærket med NIVEA-brandet.

 NIVEA-figurmærke (EU-varemærke nr. 10256782)

De tre figurmærker, som Kiilto Family Oy, Finland, har ansøgt om at få varemærkeregistreret
(EU-varemærke nr. W01483488, W01483329 og W01472640)

[1] W01483329 KiiLTO PRO er kun blevet afslået for produkter ansøgt i klasse 3, fordi det kun var produkterne i klasse 3, som Beiersdorf Ag. havde nedlagt indsigelse mod. KiiLTO PRO varemærket kan derfor registreres for de resterende produkter i de øvrige klasser, klasserne 1, 2, 5, 17 og 19.

Risiko for utilbørlig udnyttelse af NIVEA-varemærkets særpræg eller renommé

EUIPO har vurderet, at KiiLTO-varemærkerne udgør utilbørlig udnyttelse af NIVEA-varemærkets særpræg eller renommé i form af såkaldt free-riding, hvor KiiLTO-varemærkerne kan drage kommerciel fordel af NIVEA-varemærkets goodwill og renommé. Derudover har EUIPO vurderet, der er risiko for skade på NIVEA-varemærkets renommé i form af såkaldt tilsmudsning, fordi KiiLTO-varemærkerne også er ansøgt for en række produkter, som kan give uønskede, tvivlsomme eller negativ påvirkning af forbrugernes associationer forbundet med NIVEA-varemærket, og som konflikter med de associationer og det image, prestige og goodwill, som er opbygget gennem legitim brug af det velkendte NIVEA-varemærke af Beiersdorf Ag.

Kiilto Family Oy har anket afgørelserne vedrørende de to varemærker KiiLTO (EU-varemærke nr. W01483488) og KiiLTO PRO (EU-varemærke nr. W01483329) til EUIPO Boards of Appeal.

Det er ikke første gang, at Beiersdorf Ag har håndhævet NIVEA-varemærket over for andre varemærker med lignende figurative elementer og grafiske opsætning. Det gjorde de bl.a. også i en indsigelse ved EUIPO i 2022 mod varemærket W01480173 Sleepy NATURAL (figurmærke), hvor Beiersdorf Ag fremlagde en tilsvarende markedsundersøgelse med nogenlunde samme udfald.

Vigtigt også at overveje det figurative

Afgørelserne understreger, at man som virksomhed ikke kun skal overveje om ens firma- og produktnavne ligner andres, men også tage højde for de figurative elementer og den grafiske opsætning af sit og andre virksomheders varemærker. Design af et varemærke kræver grundig overvejelse – man kan ikke bare lade kreativiteten flyde uden omtanke. Det er vigtigt at tænke hele vejen rundt.

Hvis du også overvejer at registrere dit varemærke og er i tvivl om, hvorvidt varemærket har det nødvendige særpræg til at opnå varemærkeregistrering, eller hvorvidt der er risiko for krænkelse af en anden virksomheds varemærke, kan du kontakte en af vores varemærkeeksperter for en uforpligtende indledende samtale.

LÆS OGSÅ: