Hos Plougmann Vingtoft støtter vi visionære iværksættere, der har bæredygtige løsninger. Derfor tilbyder vi årligt IP-rådgivning til udvalgte danske startups gennem vores initiativ “IP Matters”. Hver startup får tildelt en donation til en værdi af 50.000 kroner. Formålet med IP Matters er at give et væsentligt skub til disse startups ved at tilbyde vejledning i håndtering af immaterielle rettigheder og forretningsudvikling.
Det kan være udfordrende at navigere i IPR-systemerne, især for nystartede virksomheder. Men det er essentielt at beskytte din virksomheds opfindelser, nyudviklinger og idéer mod kopiering. Desuden kan et patent sikre din virksomheds investeringer i forskning og udvikling, og det er ofte en forudsætning for investorers interesse. Derfor kan professionel hjælp fra IP-eksperter være gavnlig i hele eller dele af processen.
Vi ved, at IP-rådgivning alene ikke kan redde verden. Men vi kan bidrage til at støtte talentfulde danske iværksættere, der arbejder på bæredygtige løsninger, ved at beskytte deres ideer og hjælpe dem med forretningsudvikling.
Finn Strøm Madsen, adm. direktør hos Plougmann Vingtoft
I år uddeler vi “IP Matters”-donationen for sjette gang. I samarbejde med investornetværket Danish Business Angels (DanBAN) søger vi derfor efter visionære, danske startups, der kan drage fordel af IP-rådgivning og vejledning inden for forretningsudvikling.
Lovende startups
Sidste år blev IP Matters tildelt fem startups, der alle arbejder på at forbedre verden på hver deres måde. De fem vindere, som alle modtog en donation på 50.000 kroner, er:
Yngvik, der fokuserer på at reducere verdens plastforbrug ved at udvikle en hjemmekomposterbar og nedbrydelig plast lavet af restaffald fra fødevarer. Deres produkter, som opløses naturligt i både vand og jord, adresserer alvorlige miljøproblemer.
Meat Tomorrow, der er i gang med at udvikle en metode til at producere bæredygtigt svinekød ved hjælp af en ny stamcelleteknologi i ståltanke. Målet er at revolutionere fødevareproduktionen ved at udvikle bæredygtigt svinekød med minimal CO2-udledning og landforbrug.
Sylvia Health, der fokuserer på at forbedre livet for kvinder med underlivsprolaps ved at udvikle en ikke-kirurgisk behandling, der kan være til gavn for millioner af kvinder verden over.
Rheia Medical, der udvikler medicinske enheder til at hjælpe kirurger med at identificere urinlederne under operationer for at undgå skader og reducere operationstiden.
VPCIR Biosciences, der har udviklet en Lateral Flow-test af høj kvalitet, der gør påvisning af tuberkulose lettere og mere tilgængelig. VPCIR’s teknologi har samtidig til formål at gøre det nemmere at få pålidelige testsvar i udkantsområder i udviklingslande.
Visionerne på plads? Ansøg nu
Har du en innovativ idé, der kan gøre en forskel i verden? Ansøg nu om IP-rådgivning til en værdi af 50.000 kroner. Ansøgningsfristen for årets donation er den 31. august 2024.
Plougmann Vingtoft modtager ansøgninger fra danske startup-virksomheder, der opfylder følgende kriterier:
- Dansk startup virksomhed
- Business Angel-investering (egenkapital eller lån) på minimum 250.000 kroner
- Produktet har direkte effekt på et eller flere af FN’s 17 verdensmål
Hvis du og din virksomhed vil i betragtning til præmien på IP-rådgivning til 50.000 kroner, bedes du udfylde blanketten nedenfor.