Vinder af IP Matters 2022: GlyProVacs teknologi vil skabe en mere effektiv vaccineproduktion

Healthtech-virksomheden GlyProVac har opfundet en metode, der kan forbedre effektiviteten af vacciner i hele verden. Derfor har virksomheden modtaget Plougmann Vingtofts IP Matters-donation 2022.

Vacciner har gang på gang vist deres værd i forbindelse med at bekæmpe livstruende sygdomme. Men vaccineudvikling er en ekstremt dyr og årelang proces, og tusinder af vaccinekandidater bliver kasseret, før den rette vaccine kan komme på markedet og redde liv. Men hvad nu hvis kasserede vaccinekandidater blot behøvede en lille ekstra komponent for at kunne virke?

Den løsning arbejder den danske virksomhed GlyProVac på at udvikle. Og det kan meget vel ende med at få stor betydning for den globale vaccineudvikling. Derfor har GlyProVac netop vundet Plougmann Vingtofts IP Matters-donation i form af rådgivning til en værdi af 50.000 kroner.

Anders Boysen og Ann Zahle Andersen fra GlyProVac. Foto: GlyProVac

– Vi blev virkelig glade, da vi fik at vide, at vi havde vundet IP Matters, for IP koster kassen. Men det er helt nødvendigt for os som virksomhed. Hvis vi ikke har beskyttet IP, har vi i sidste ende ikke noget at sælge. Og desværre vil mange fonde hellere smide penge i teknisk udvikling end beskyttelse af idéer, siger Ann Zahle Andersen, ph.d. i biokemi og anvendt matematik samt medstifter og COO hos GlyProVac.

En teknologi under udvikling

Teknologien bag GlyProVac har rødder i CEO Anders Boysens banebrydende forskning for et årti siden. I løbet af sin ph.d. i mikrobiologi fandt han ud af, at sygdomsfremkaldende bakterier er langt mere komplicerede end som så. Der er nemlig et stort antal bittesmå sukkermolekyler fæstnet til bakteriernes proteiner, som vaccinerne skal tage højde for, før de kan være effektive. Og det mangler nutidens proteinvacciner.

– Med vores teknologi kan vi tage kasserede vaccinekandidater og tilføje et sukkerlag, så de virker anderledes, siger Anders Boysen, CEO hos GlyProVac.

Siden 2013 har Anders Boysen kørt parløb med Ann Zahle Andersen for at gøre den nye vaccineteknologi klar til kommercialisering. Meget er foregået inden for Syddansk Universitets trygge rammer, men i 2018 licenserede makkerparret teknologien og stiftede GlyProVac. Nu vil de i gang med at søge et nyt patent baseret på det, de har lært de seneste fire år.

– Vi har været nødt til at beskytte den grundlæggende IP meget tidligt i processen. Det har betydet, at det nuværende patent er bredt, men mangler visse facetter. Derfor glæder vi os til at søge et mere fokuseret patent på en mere moden og produktnær vaccinekandidat, siger Ann Zahle Andersen.

Hos Plougmann Vingtoft er det patentrådgiver Jakob Schwalbe Lohmann, som rådgiver GlyProVac og hjælper med at styrke deres IP-position. Et langsigtet samarbejde der nu skal ruste virksomheden yderligere til fremtidens udfordringer. 

– Med et patent er en virksomhed bare bedre stillet, både over for konkurrenter og den fremtidige udvikling. Det er derfor, det er så vigtigt, at virksomheder generelt, og startups i særdeleshed, tænker immaterielle rettigheder ind i forretningsstrategien og tager stilling, siger Jakob Schwalbe Lohmann, European Patent Attorney hos Plougmann Vingtoft.      

Jakob Schwalbe Lohmann (European Patent Attorney hos Plougmann Vingtoft), Ann Zahle Andersen og Anders Boysen (stiftere af GlyProVac).

Verdensmål

GlyProVacs teknologi kan bruges i sammenhæng med mange forskellige vacciner. Lige nu arbejder GlyProVac primært på en vaccine til urinvejsinfektioner. Dermed støtter virksomheden op om Verdensmål #3, der handler om sundhed og trivsel samt Verdensmål #5, som handler om ligestilling mellem kønnene.

– Urinvejsinfektioner er en stor byrde for især kvinder verden over. Men flere mænd i risikogrupper dør også af det, fordi infektionen kan gå i blodbanerne. Med vores vaccinekandidat kan vi udjævne spillebanen for kvinder og mænd, og i sidste ende drømmer vi om at redde mennesker fra at dø af de her sygdomme, siger Ann Zahle Andersen.

GlyProVac er pt. i gang med at opsøge store medicinalvirksomheder for at gøre opmærksom på deres løsning. I skrivende stund har de stadig den første kunde til gode, men det fem mand store team har momentum og kan med IP Matters-donationen få endnu mere hjælp til at beskytte deres idé.

Dette års IP Matters blev uddelt i efteråret 2022, hvor fire heldige startups hver modtog en donation på 50.000 kroner til IP-rådgivning.

Læs mere om IP Matters og de øvrige modtagere her.

Overvejer din startup IP-beskyttelse? Vi tilbyder altid en times uforpligtende møde med en rådgiver. Kontakt en af vores eksperter her.

LÆS OGSÅ: