Kan din idé kommercialiseres? Sådan undersøger du det

De mest succesfulde idéer løser et behov i markedet. Men hvordan ved du, om det er tilfældet med din idé? Her er tre gode råd til, hvordan du finder ud af, om din idé får den nødvendige flyvehøjde.

De færreste opfindere kan være sikre på succes. Det kræver ofte flere års hårdt arbejde fra en idé udtænkes, til at den bliver kommercialiseret. Og hvis løsningen ikke lever op til markedets udfordringer, kan levetiden være begrænset.

De gode idéer løser et behov i markedet, og det kræver stor indsigt i en branche, før du kan konkludere, om din idé holder vand. Den indsigt kommer kun ved at forlade laboratoriet og begive dig ud i virkeligheden. En disciplin, som kan være svær, men helt nødvendig.

“At identificere et behov i markedet er alfa og omega. Hvis der ikke er et behov, kan det blive meget svært at komme igennem med dit produkt. Derfor er det vigtigt at have en pragmatisk tilgang til, hvad markedets aktører selv indikerer omkring købsvillighed og behov,” siger Esben Bragason, patentrådgiver hos Plougmann Vingtoft, hvor han blandt andet arbejder med at kommercialisere IP-rettigheder.

Esben Bragason giver tre råd til at belyse, om din idé skaber værdi på markedet:

1. Få styr på dine rettigheder

For at give din idé de bedst mulige chancer er det vigtigt, at du har styr på dine IP-rettigheder. IP-rettigheder er den juridiske enhed, virksomheder handler i, og som du skal udnytte, når du vil handle med retten til din idé. Men før du kaster dig ud i denne tidskrævende proces, skal du overveje følgende spørgsmål:

En succesfuld kommercialiseringsstrategi tager højde for alle tre elementer; teknologi-, IP- og forretningsudvikling

Kan dit produkt beskyttes?
Der er visse regler for, hvilke produkter man må patentere i Europa. Eksempelvis kan medicinske behandlingsmetoder ikke patenteres.

Har dit produkt tilstrækkelig opfindelseshøjde?
Hvis dit produkt eksempelvis er en sammensætning af to produkter, der allerede findes i forvejen, kan det ikke patenteres. Dit produkt skal være helt unikt, før du kan beskytte det.

Er dit produkt industrielt anvendeligt?
Dit produkt skal kunne bruges på markedet og produceres rentabelt, hvis det skal betale sig at patentere det.

Er du stadig i tvivl om hvorvidt din idé kan IP-beskyttes? Så læs vores femtrins-guide om netop det emne her.

Hvis du kan svare ja til ovenstående spørgsmål, kunne det tyde på, at du er på rette vej til at kommercialisere din idé. Når rettighederne er indhentet, kan du gå videre til næste punkt.

2. Opsøg industriens aktører

For at identificere et behov i markedet, som kan bruges til at målrette din kommercialiseringsstrategi, er det bydende nødvendigt, at du opsøger folk med ekspertise på området. Det kunne eksempelvis være eksperter eller virksomheder, der i fremtiden kan vise sig at blive dine kunder eller samarbejdspartnere.

Markedsaktørerne sidder med unik viden om behovet for netop din løsning i markedet, og de kan måske endda hjælpe med at identificere nye problemer, som din løsning kan afhjælpe. Derudover er de fleste virksomheder åbne for henvendelser om ny teknologi, da de ofte selv på udkig efter nye løsninger. Du kan eksempelvis spørge ind til, om de løsninger, der findes i dag, er tilfredsstillende for virksomheden. Introducér også din egen løsning i overordnede termer og fortæl, hvilke problemer din idé løser.

3. Tænk i alternative anvendelsesmuligheder

Det er nemt at overbevise sig selv om, at din idé har en særlig værdi i ét specifikt marked. Men der kan være store fordele i at se idéens anvendelighed i andre brancher.

Det sværeste skridt kan nogle gange være at få en fod ind på markedet i første omgang. Nogle industrier er ekstra svære at entrere pga. adgangsbarrierer såsom markedsstørrelse, antal konkurrenter og lukkede værdikæder. Du skal derfor være åben for, at der kan være kortere til markedet i andre industrier, end den du først tænkte på. Det kan derfor være en god idé at vælge den, hvor du har størst chance for at bryde igennem i første forsøg.

Når du har vist, at dit produkt fungerer på ét marked, kan det ofte være lettere at entrere andre markeder. Derfor skal du finde ud af, hvilke anvendelsesmuligheder din idé har i andre markeder, hvilket kan belyses ved at lave en applikationsanalyse. Baseret på denne viden kan du konkludere, hvordan markedet ser ud, hvilke trends, der er aktuelle, og hvordan de ændrer sig land for land.

Hvis du følger ovenstående trin, er du godt på vej til at forstå fordele ved din idé og behov i forskellige markeder, som du derved kan bruge til at etablere en kommercialiseringsstrategi ud fra. Men der ligger stadig et bjerg af udfordringer forude.

Vores eksperter har stor erfaring med at udarbejde markeds- og applikationsanalyser i de fleste teknologidrevne brancher. Kontakt os, hvis vi skal hjælpe dig med at kommercialisere din idé.

LÆS OGSÅ: