8 gode råd om strategiske domænenavne

TRUSTPILOT® har kronede dage, og de fleste tjekker altid internettet for anbefalinger, sammenligner priser og læser om produktet på virksomhedens website, inden de går ned i en butik og rådfører sig med ekspedienten – hvis produktet overhovedet sælges i en butik.

Sådan gør dine kunder sandsynligvis også. Derfor er det ikke længere nok at køre veltilrettelagte markedsføringskampagner og lave lækker butiksindretning. I dag foregår konkurrencen i høj grad på internettet, både på B2B- og B2C-markedet, og derfor skal din virksomhed også profilere sig digitalt.

Bliv synlig med strategiske domænenavne

Betydningen af den øgede konkurrence på internettet kan opsummeres i ét ord: SYNLIGHED. Det er afgørende i den digitale konkurrence, at en virksomhed er synlig og lettilgængelig for forbrugerne. Det vil sige, at potentielle kunder skal kunne finde dig og dine produkter eller ydelser på internettet uden at foretage et større, forkromet detektivarbejde.

Synlighed på nettet er lig med “strategiske domænenavne”. Strategiske domænenavne sikrer, at potentielle kunder kommer direkte ind i virksomhedens digitale univers, og netop det er afgørende for din virksomheds digitale succes.

Tid er penge, og vi skal ikke klikke mange gange på musen, før vi opgiver vores søgning. Eller endnu værre – bliver charmet af et konkurrerende produkt, der er inden for rækkevide. Du kan på nul komma fem blive en kunde fattigere.

Kort sagt, strategiske domænenavne er afgørende i den digitale konkurrence.

8 gode råd til at finde strategiske domænenavne

1. Opret en portefølje af strategiske domænenavne
En domænenavnsportefølje er en nødvendighed for de fleste virksomheder. Der er ikke nogen egentlig grænse for, hvor mange domænenavne du kan registrere, men der er selvsagt en naturlig begrænsning, for ellers kan du ikke foretage dig andet end at registrere og forny domænenavne.

Yderpunkterne er den aggressive strategi, hvor alle bare nogenlunde relevante domænenavne købes, strategiske eller ej, eller den strategi, hvor man er mere tilbageholdende og kun køber et eller i hvert fald de færrest nødvendige domænenavne. Der findes dog også en gylden middelvej, nemlig de strategiske domænenavne, som giver den optimale digitale beskyttelse – hvilke domænenavne skal registreres for at blive brugt aktivt, og hvilke domænenavne skal registreres for at forhindre andre i at registrere dem.

2. Registrér firmanavn og produktnavn som hoveddomæner
Vi vil som forbrugere ofte søge direkte på firmanavnet eller produktnavnet. Det er også gerne virksomhedens registrerede varemærker, og det er derfor vigtigt, at du registrerer firmanavn og produktnavne som domænenavne.

Såfremt du ikke selv har varemærkeregistreret henholdsvis firma- og/eller produktnavnet, så anbefales det at undersøge, hvorvidt det pågældende navn allerede er registreret som varemærke af en anden virksomhed, fordi det i så fald kan påvirke din mulighed for at bruge domænenavnet på sigt.  

3. Overvej om websitet skal ende på .com, .dk, noget helt tredje eller alle sammen
Hvorvidt man skal registrere domænenavnet med .com eller .dk, er op til den enkelte virksomhed, men du kan dog bruge denne tommelfingerregel: Hvis din virksomhed udelukkende opererer i Danmark, forventer forbrugerne, at de kan finde den på det nationale ccTLD (Top-level domain) .dk.

Hvis din virksomhed har kommercielle interesser uden for Danmark, så overvej TLD’er som .com, .eu, .org, eller .net eller et andet nationalt ccTLD som f.eks. .cn, .co.uk eller .us.

Det kan i flere tilfælde også give mening i et langsigtet perspektiv at registrere både nationale ccTLD’er og øvrige TLD’er som .com.

4. Vær opmærksom på udtalen og typiske stavefejl af firmanavnet
Det er ikke altid, at vi forbrugere kan huske, hvordan et firmanavn eller varemærke staves, men de fleste kan huske udtalen. Dog har f.eks. bogstaverne ‘c’ og ‘k’ eller ”s” og ”z” i mange ord samme udtale, og hvem kan egentlig i første forsøg stave til f.eks. NORWEGIAN® og SUZUKI®. Brainstorm derfor over, hvordan firmanavnet eller varemærket kan udtales, og registrér de stavemåder og forkortelser, der er mest relevante, og som der bliver søgt på. På den måde kan du også minimere den type phishing, hvor andre bevidst forsøger at snylte på dit firmanavn eller varemærke ved at registrere disse såkaldte fejlstavninger – omtales undertiden også som ”typosquatting”.

5. Se ud i fremtiden
Vær på forkant med at registrere strategiske domænenavne til kommende produkter eller ydelser. Hvis din virksomhed har en produktafdeling og en marketingafdeling, er det vigtigt, at de løbende er i dialog med hinanden om, hvilke produkter og ydelser der er på vej. Det er i den sammenhæng ligeledes vigtigt at tænke varemærkeregistrering af kommende produkter eller ydelser ind.

6. Viderestil til hovedwebsitet
Alle domæner kan indstilles til at viderestille til et andet domænenavn, f.eks. hovedwebsitet. På den måde sikrer du, at potentielle kunder kommer direkte til det vigtigste website, selvom de finder din virksomhed via et underdomæne.

7. Opdatér domæneporteføljen løbende
En domæneportefølje bør være levende og skal løbende opdateres. Måske er der domænenavne i porteføljen, som ikke skal fornyes, måske er der domænenavne på ønskelisten, der endelig bliver ledige, eller måske er det en god idé at få gennemgået porteføljen af en professionel.

8. Administrér domæneporteføljen samlet
Sørg altid for, at domænenavnene registreres i firmanavnet og ikke i den enkelte medarbejders navn. Saml også administrationen af alle domænenavne ét eller højst to steder. Det gør det mere overskueligt at forny domænenavnene, så strategiske domæner ikke bliver glemt.

LÆS OGSÅ: