Det er næppe gået manges næser forbi, at Lidl for nylig lancerede en hypet fashionkollektion under navnet The Lidl Collection.
Kollektionen, som består af sneakers, badesandaler, strømper og indkøbsnet, nåede kun at pryde hylderne i kædens danske butikker i ganske få timer, før Lidl måtte melde fuldstændig udsolgt.
Skoene, der til en start blev solgt til 111 kr. i et stærkt begrænset antal, er sidenhen blevet solgt videre på nettet til flere tusinde kroner. Og dette års kollektion kommer i slipstrømmen af en lignende kollektion fra 2020, som blev revet ned fra hylder i Lidl-butikker rundt om i Europa på kun få minutter.
Discountkædens karakteristiske gule, røde og blå kollektion har dermed to år i træk formået at skabe en form for hype, der normalt er reserveret limited edition kollektioner fra store fashion brands.
Men mens Lidls seneste kollektion bærer mere karakter af gimmick end en egentlig brancheglidning, er det ikke ensbetydende med, at Lidl ikke også har bevæget sig ind på markedet for salg af tøj og sko. På sin hjemmeside og i tilbudsaviser reklamerer den tyske supermarkedskæde nemlig med en bredere kollektion af tøj under varemærket ESMARA®. Derudover markedsfører kæden også en pleje-, wellness- og kosmetikserie under navnet Cien®.
Generel glidning i branchen
Kigger man på den samlede branche, sælger næsten alle større danske dagligvarebutikker efterhånden både tøj og sko. Kvickly gik endda så vidt i 2014, at kæden opkøbte de populære danske mærker Jackpot og Cottonfield, der nu udelukkende bliver solgt i Kvicklys butikker.
Min klare anbefaling er, at man ikke bevæger sig ud på ukendt vand uden at beskytte egne design- og varemærkerettigheder mod kopister
Ellen Breddam, Head of Trademarks
Der er dermed de senere år sket en markant brancheglidning væk fra det traditionelle supermarkedssortiment og mod et bredere udvalg. Og det er ikke kun i supermarkederne, hvor der er brancheglidning. Det findes også hos blomsterhandleren, hvor vi kan tilkøbe vin og chokolade, og i kiosken hvor man kan købe blomster.
Mens jeg som varemærkerådgiver ikke vil stille mig som dommer overfor, om en sådan brancheglidning er god eller dårlig, er min klare anbefaling, at man ikke bevæger sig ud på ukendt vand uden at beskytte egne design- og varemærkerettigheder mod kopister og uden at sikre, man ikke overtræder andres design-, varemærke- og ophavsrettigheder.
Som med alle nye forretningsområder, så husk at tjekke, om din eksisterende varemærkeregistrering nu også dækker det nye markedsområde, du begiver dig ind på.
Kommentaren er oprindeligt bragt i Dagligvarehandlen 24.09.2021