Den amerikanske e-handelsgigant Amazon holdes af EU-domstolen ansvarlig for krænkelse af Christian Louboutins varemærke efter tredjemands salg på deres online markedsplads. Dommen kan få stor betydning for platforme med samme forretningsmæssige struktur, hvis ikke operatøren gør det tydeligt, at varer fra en ekstern sælger ikke hidrører fra dem. I modsat fald kan operatøren holdes ansvarlig for tredjemands eventuelle krænkelser.
D. 20. december 2022 afsagde EU-domstolen afgørelse i to forenede sager mellem Christian Louboutin og Amazon (C-148/21 og C-184/21). Sagerne handlede om, hvornår operatører af online platforme kan siges selv at gøre brug af tegn, der er identiske med et beskyttet EU-varemærke, når produkter med et beskyttet EU-varemærke sælges af eksterne sælgere på operatørens online platform.
Den gode nyhed er, at domstolen pålagde Amazon ansvar. Derved følger domstolen principperne fra Google AdWords-dommene (C-236/08 og C-238/08), hvor der særligt blev lagt vægt på brugerens evne til at adskille annoncer fra hinanden. Sagen adskiller sig fra tidligere afgørelser, hvor operatører blev frikendt for krænkelse, herunder afgørelserne i sagerne om eBay vs. L’Oréal (C-324/09) og Coty Germany vs. Amazon (C-567/18). Det skyldes den måde, som Amazon opererer på, i og med de var mere aktivt involveret i salget.
Samtidigt ser det ud til, at EU-domstolen følger den røde tråd fra bl.a. sager om konkurrenceret (f.eks. i Google Android-sagen). Det er sager, hvor EU-domstolen holder de store digitale platforme til ansvar for krænkelser, som foregår på deres platforme.
Sagens kerne
I september 2019 anlagde Christian Louboutin sag an mod Amazon for at gøre brug af tegn, der var identiske med Christian Louboutins varemærke og for samme kategori af varer, nemlig sko. Christian Louboutin har siden 2016 haft en EU-varemærkeregistrering til deres (omdiskuterede) karakteristiske røde sål i pantone-farvekoden 18-1663TP.
Som de fleste ved, driver Amazon en platform, hvor de markedsfører og sælger egne varer, men de driver også en integreret online markedsplads, hvor tredjeparter kan sælge deres varer. Amazons platform er opsat på den måde, at annoncer fra Amazon selv og eksterne sælgere præsenteres samtidigt og på samme måde. Derudover tilbyder Amazon også de eksterne sælgere at forestå oplagring og forsendelse af de varer, som de sælger på Amazons platform.
Christian Louboutin nedlagde således påstand om, at Amazon, som operatør af den platform, hvor der uden Louboutins samtykke, blev solgt sko påført en rød sål, havde gjort brug af deres ovenstående varemærke og dermed overtrådt bestemmelsen, som omfatter eneretten til at gøre erhvervsmæssig brug af et varemærke (varemærkeforordningen 2017/1001, art. 9, stk. 1, litra a).
Christian Louboutin gjorde således gældende, at Amazon har spillet en aktiv rolle i forbindelse med brugen af det identiske tegn, idet tegnene indgik i Amazons egen kommercielle kommunikation, og fordi de ydede bistand til eksterne sælgere ved bl.a. præsentation af tilbuddene.
Amazon har bestridt, at brugen af det identiske varemærke kan tilregnes dem. I den forbindelse har de påberåbt sig dommene afsagt i eBay vs. L’Oreál-sagen og Coty Germany-sagen, sidstnævnte var Amazon selv part i. I den forbindelse gjorde Amazon gældende, at de blot skaber de nødvendige tekniske betingelser for brugen af et tegn identisk med et beskyttet varemærke, og det at de modtager et vederlag herfor, udgør ikke i sig selv brug af det pågældende mærke.
EU-domstolens afgørelse
For det første fandt EU-domstolen, at principperne i hverken L’Oréal- eller Coty Germany-sagen kunne anvendes. Dette skyldes, at eBay er en anden type platform, idet de ikke sælger egne varer, men blot stiller en markedsplads til rådighed og for så vidt angik Coty Germanysagen, så handlede den om, at en operatør af en onlinemarkedsplads ikke er ansvarlig for eksterne sælgeres varemærkekrænkelser, når operatøren ikke har kendskab til den krænkende karakter af varerne og ikke har til henblik selv at udbyde, markedsføre eller oplagre varerne.
Derudover er EU-domstolen hverken iCoty Germany-sagen eller L’Oréal-sagen blevet spurgt ind til den omstændighed, at der sammenstilles tilbud fra operatøren selv og eksterne sælgere, og dermed hvilken betydning det har for brugerne af hjemmesidens opfattelse.
Det afgørende for om brugen af det krænkende varemærke indgår i Amazons egen kommercielle kommunikation er, om der skabes en forbindelse mellem operatørens tjenesteydelser og tegnet, som er identisk med et beskyttet varemærke.
Den omstændighed, at operatøren anvender samme præsentation af varerne for egne og andres annoncer samt viser deres eget logo på tredjemands annoncer, gør det vanskeligt for internetbrugeren at lave en klar sondring og kan give det indtryk, at annoncerne hidrører fra operatøren selv. Dette indtryk styrkes endvidere af den omstændighed, at operatøren fremmer annoncerne med udtryk som ”bedst sælgende”, ”mest efterspurgte” eller ”hyppigst udbredte” samt, at operatøren forestår forsendelse, returnering og oplagring.
Af den grund fandt EU-domstolen, at:
- En operatør kan anses for selv at gøre brug af et tegn, der er identisk med et EU-varemærke tilhørende en anden, for de varer som mærket er registeret for, når eksterne sælgere uden samtykke fra indehaveren sælger varer forsynet med det tegn, hvis en almindelig oplyst og rimelig opmærksom bruger af det websted skaber en forbindelse mellem denne operatørs tjenesteydelser og det pågældende tegn.
- Dette vil normalt være tilfældet efter de faktiske omstændigheder i denne sag bl.a., at operatøren anvender en ensartet måde at præsentere tilbuddene, viser sit logo sammen med disse annoncer samt tilbyder tjenester som oplagring og forsendelse af de varer.
Sagens betydning for operatører af online markedspladser
Dommen vil betyde, at platforme med samme forretningsmæssige struktur som Amazon, dvs. platforme der sælger egne varer samt varer på vegne af andre, skal gøre det tydeligt for brugerne af det websted, at annoncerne ikke hidrører fra dem, eller skaber det indtryk, at der er en forbindelse mellem operatøren og de varer, der sælges af eksterne parter. I modsat fald kan operatøren nemlig ifalde ansvar for den eksterne sælgers eventuelle krænkelser.
Det skal i den anledning fremhæves, at dommen ikke tager stilling til de ansvarsfritagelsesregler, der bl.a. findes i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF (E-handelsdirektivet). Af den grund bliver det spændende at se, hvad det endelige resultat bliver, når der skal træffes afgørelse ved de nationale domstole i hhv. Luxembourg og Bruxelles.
Du er velkommen til at kontakte en af vores eksperter, hvis du har spørgsmål til dommen.