Patentbeskyttelse af kunstig intelligens åbner døren til en helt ny verden

Aarhusvirksomheden Cercare Medical har udviklet og fået patent på algoritmebaseret kunstig intelligens, der skal hjælpe læger med lynhurtig analyse af scanningsbilleder.

Man siger, at et menneske, der rammes af en blodprop i hjernen, ældes med fire år for hver time, der går inden en effektiv behandling sættes i værk. Af samme grund har virksomheden Cercare Medical i Aarhus investeret store ressourcer i at udvikle et program, der baseret på kunstig intelligens kan hjælpe lægerne med lynhurtigt at analysere scanningsbilleder, og desuden give en indikation på den mest sandsynlige udvikling i den ramte hjerne.

Ved en blodprop i hjernen skal lægerne typisk gennemgå omkring 1400 scanningsbilleder, før de kan begynde den egentlige behandling


Kim Mouridsen

”Ved en blodprop i hjernen skal lægerne typisk gennemgå omkring 1400 scanningsbilleder, før de kan begynde den egentlige behandling. For en erfaren læge ville det tage op til 25 minutter, men vores program kan gøre det mange gange hurtigere,” siger professor ved Aarhus Universitet, Kim Mouridsen, der er den ene af Cercare Medicals to grundlæggere. Han tilføjer, at tidsbesparelse i en akut situation, hvor skaden i patientens hjerne hele tiden udvikler sig, ikke er det eneste afgørende. Det sker nemlig ofte, at den relevante erfarne læge slet ikke er til stede på hospitalet, når patienten kommer ind. Det kan f.eks. være om natten. ”Ikke mindst i de situationer vurderer vi, at vores program vil kunne gøre en meget afgørende forskel,” siger Kim Mouridsen.

Afgørende patentering

Ud over at der er tale om et medicinsk gennembrud, der formentlig vil få betydning for rigtig mange mennesker verden over, er det også lykkes for Cercare Medical at få patenteret programmet under navnet Cercare Medical Neurosuite.

Kim Mouridsen fortæller, at patenteringen var en helt afgørende præmis i udviklingsarbejdet, og at den konkrete opgave med rådgivning og patentansøgninger derfor blev lagt i hænderne på Plougmann Vingtoft. ”De har tidligere løst opgaver for Aarhus Universitet, og har stor erfaring med beskyttelse, kommercialisering og strategisk anvendelse af IPR. Så det var et helt naturligt valg,” lyder begrundelsen.

Den juridiske og tekniske ekspertise – og ikke mindst erfaring, som Plougmann Vingtoft har indenfor IP rettigheder, kommer da også i spil, når det drejer sig om komplekse teknikker som kunstig intelligens, fortæller partner og patentrådgiver i virksomheden, Peter Sørensen. ”Vi arbejder med alt fra klassiske ydelser som formulering af patentkrav, indlevering af patentansøgninger og varemærkeregistreringer og til strategisk rådgivning om forretningsudvikling. På den baggrund har vi bistået Cercare Medical med adskillige patenter i bl.a. Europa og USA.”

Juraen er på plads

Peter Sørensen beskriver området for kunstig intelligens som særdeles spændende – ikke mindst fordi potentialet er enormt og udviklingen går i raketfart. ”Det er teknologier, som højest sandsynligt vil få stor indflydelse på vores hverdag indenfor en meget overskuelig fremtid. Cercare Medicals Neurosuite er et rigtig godt eksempel. Men vi ser også, hvordan kunstig intelligens i øjeblikket integreres i alt fra chat robotter til robotstøvsugere. Den udvikling vil helt sikkert fortsætte,” siger han.

Det er teknologier, som højest sandsynligt vil få stor indflydelse på vores hverdag indenfor en meget overskuelig fremtid


Peter Sørensen

Og selvom kunstig intelligens, der med sin evne til at agere på tidligere erfaringer, stadig er en temmelig abstrakt størrelse, er Peter Sørensen ikke i tvivl om, at den nuværende patentlovgivning er fuldt ud tilstrækkelig til at rumme fænomenet.

”Der er flere aspekter, der skal tænkes ind i forbindelse med patentering af kunstig intelligens – bl.a. fordi de mennesker, der opbygger og træner disse neutrale netværk, ikke altid selv forstår hvordan, de virker i detaljen. Men lovgivningen på området kan bære det. Faktisk falder kunstig intelligens indenfor den samme juridiske ramme, som gælder for beskyttelse af hel traditionel software, som i øvrigt også er beskyttet via ophavsretten,” lyder det.

Du kan læse mere om teknologi og industri i Jyllands-Postens kampagne om temaet, som netop er sat i gang, ved at klikke her.

LÆS OGSÅ: