Markér eneretten til dit design med nyt symbol

Fra den 1. maj 2025 er det blevet muligt at bruge det nye registreringssymbol for design Ⓓ (bogstavet D i en cirkel) til at markere, at et design er registreret og beskyttet under EU’s designlovgivning. Symbolet fungerer på samme måde som ®️ gør for varemærker og signalerer, at designet er juridisk beskyttet, og at uautoriseret kopiering eller brug kan få retslige konsekvenser. Det nye symbol gør det således nemt for virksomheder og designere at vise, at deres design er beskyttet, og de har eneretten til det.

Hvordan kan symbolet bruges?

Designere og virksomheder kan frit anvende Ⓓ-symbolet på produkter, emballage, markedsføringsmateriale og digitale platforme for at vise, at deres design er registreret. Symbolet må dog kun benyttes, hvis rettighederne til et design faktisk er registreret – misbrug af symbolet kan få juridiske konsekvenser. Derfor er det vigtigt at få et design registeret, inden symbolet tages i brug.

Fordele ved at registrere et design

Det er vigtigt at registrere sit design, da det giver en række fordele:

  • Juridisk beskyttelse: Du får eneret til at bruge designet og kan forhindre andre i at kopiere det. Andre skal således have din tilladelse til at producere, sælge eller bruge dit design.
  • Styrket markedsføring: Med Ⓓ-symbolet kan du tydeligt vise, at dit design er beskyttet, hvilket kan øge tilliden hos kunder og samarbejdspartnere.
  • Konkurrencefordel: Et registreret design kan være en værdifuld immateriel rettighed, der styrker din virksomheds position på markedet. Det kan øge forretningsværdien og kan licenseres, sælges eller bruges som sikkerhed bl.a. i forbindelse med forhandlinger eller potentielle investorer.
  • Mulighed for håndhævelse: Du kan lettere tage retslige skridt mod kopister, hvis dit design er officielt registreret.
  • Beskyttelse i alle EU-lande: Med et registreret EU-design er du beskyttet i alle EU-lande og kan på en effektiv måde sikre dine rettigheder på tværs af grænser.
  • Billig og hurtig registreret eneret: Ansøgning om et registreret EU-design er omkostningseffektivt, og registrering kan opnås på få uger. Med én ansøgning kan du faktisk få beskyttelse for op mod 50 designs, og der er ikke længere krav om, at de pågældende designs skal være relaterede.

Har du brug for rådgivning?

Vi anbefaler, at du registrerer dit/dine designs, da det giver den bedste beskyttelse. Samtidig signalerer symbolet til omverdenen, at du anser dine designs for din ejendom og agter at beskytte disse mod kopister. Med en designregistrering kan du lettere gribe ind over for efterligninger og beskytte grundlaget for din virksomhed.

Har du brug for hjælp eller bare gerne vil høre nærmere, er du velkommen til at kontakte Plougmann Vingtofts varemærkeeksperter.

Find dem på siden her og tag direkte kontakt – eller send os en uforpligtende forespørgsel via kontaktformularen herunder.

Du kan læse mere om EU’s nye designlovgivning her eller hos EUIPO.

 

Kontakt vores eksperter

Undlad venligst at benytte denne formular til kommunikation om igangværende sager. Kontakt i stedet din Plougmann Vingtoft ekspert direkte.

  • Få mere information om hvordan vi behandler og beskytter dine data her.