Headerbillede: Colin Whyman
Plougmann Vingtoft modtog i går deres anden “Firm of the year” titel i 2020, da IPR specialister fra hele verden i går var samlet til Managing IP Awards i London.
Hvert år hylder analysemediet, Managing IP, de virksomheder og eksperter, der har udmærket sig med et særligt innovativt blik for IPR det seneste år og formår at drive branchen fremad internationalt.
Vinderne findes gennem uafhængig research, online surveys og interviews med tusindvis af professionelle IP folk, der giver deres anbefalinger af branchekolleger og informerer om sager, der har været bemærkelsesværdige det seneste år. Det hele udmønter sig i branchens mest omfattende opslagsværk og den årlige begivenhed Managing IP Awards (kilde: Managing IP).
I år havde Managing IP samlet over 300 deltagere til deres begivenhed i London, hvor bl.a. Plougmann Vingtofts eksperter deltog for at modtage prisen ”Firm of the year 2020” i kategorien patent prosecution i Danmark.
Se hele listen af vindere her: EMEA 2020 Winners
Det er ikke længe siden, Plougmann Vingtoft var i London for at modtage en anden pris med enslydende titel. Denne blev overrakt af analysemedierne IAM Patent 1000 og World Trademark Review (WTR). Læs mere her: Plougmann Vingtoft får “Firm of the year” titel ved Global IP Awards.
”Hos Plougmann Vingtoft lægger vi en stor ære i at arbejde med gode idéer, og dét at vi modtager to priser i år bekræfter os i, at vi formår at følge, forstå og gøre os relevante i de forretningsmiljøer, vi arbejder i. Der er ingen tvivl om, at vi er både beærede og glade for det store skulderklap,” siger Finn Strøm Madsen, CEO hos Plougmann Vingtoft.