En ny rapport fra Europa-Kommissionen og den europæiske varemærkemyndighed EUIPO afslører, at kopivarer fortsat udgør en alvorlig trussel mod både europæisk erhvervsliv og forbrugernes sikkerhed. I 2024 blev der beslaglagt over 112 millioner kopivarer til en værdi af 3,8 milliarder euro, hvilket er en markant stigning på 11% i værdi i forhold til året før, selvom antallet af beslaglagte kopivarer faldt med 26%. Værdistigningen er blandt andet drevet af en kraftig stigning i enhedspriserne.
Rapporten “EU enforcement of IPRs: Results at EU border & EU internal market 2024”, dokumenterer, hvordan krænkelser af immaterielle rettigheder fortsat udgør en alvorlig trussel mod økonomi og forbrugersikkerhed i hele EU.
Beslaglæggelser koncentreret i få EU-lande
Syv EU-lande – Italien, Spanien, Frankrig, Holland, Portugal, Rumænien og Polen – står for 90% af beslaglæggelserne. Italien alene tegner sig for 68,6 % af de tilbageholdte kopivarer på det indre marked. Til sammenligning udgør andelen af de resterende ni lande i top-10 kun 16,5% til sammen.

Foto: Adobe Stock
Kina er den primære kilde til kopivarer efterfulgt af Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater. Mange varer sendes i små pakker via post og kurertjenester, hvilket gør det vanskeligere for myndighederne at opdage krænkelser og tilbageholde dem.
CD’er/DVD’er (inklusive software) udgjorde over en tredjedel af beslaglagte kopivarer (34,84%) sidste år. Stigningen skyldes især en eksplosion på EU’s indre marked. Andre typiske kopivarer inkluderer legetøj, tøj, cigaretter (inklusive elektroniske cigaretter), parfume og kosmetik.
Kopivarer er ikke kun et økonomisk problem
Krænkelser af immaterielle rettigheder har vidtrækkende konsekvenser. EU kan potentielt gå glip af milliarder af euro i omsætning hvert år, og samtidig udgør mange af de tilbageholdte produkter en direkte sundhedsrisiko for forbrugerne:

”Kopivarer kan have alvorlige konsekvenser både for rettighedshaveren, hvis varemærke er blevet krænket, men også for forbrugeren. De underminerer ikke kun tilliden til originale produkter og varemærker, men udsætter også brugerne for store risici, da kopierne kan være direkte farlige eller sundhedsskadelige. Kopivarer har typisk ikke gennemgået de nødvendige certificeringer eller kvalitetskontroller”, siger Ellen Breddam, Head of Trademarks hos Plougmann Vingtoft og fortsætter:
”Eksempler inkluderer kosmetik med skadelige kemikalier, elektronik med risiko for brand, lægemidler uden godkendelse eller dokumentation og legetøj med små dele, der kan forårsage kvælning”.
Samarbejde og teknologi styrker indsatsen
EU’s indsats mod kopivarer bygger på tæt samarbejde mellem toldmyndigheder, politi, Europol, EUIPO og nationale markedsovervågningsorganer. Digitale værktøjer som databaser, AI, blockchain og mobilapps styrker kontrollen, og gør det muligt at identificere falske produkter hurtigere og mere præcist.
Medlemslandene har desuden intensiveret kontrollen på det indre marked. Fremtidens indsats kræver dog endnu tættere samarbejde, bedre teknologi og øget oplysning både blandt myndigheder, virksomheder og forbrugere i takt med, at kriminelle aktører bliver mere kreative og digitale.