Vi søger en trainee til vores IP Administrationsteam i Aarhus

Vi er på udkig efter en engageret og detaljeorienteret trainee til vores IP Administrationsteam i Aarhus. Lyder det som noget for dig? Så læs med.

Jobbet

Som trainee vil du blive oplært i at administrere en patentportefølje og varetage en række administrative opgaver. Det er en forudsætning, at du skriver engelsk flydende, da en stor del af det daglige arbejde foregår på engelsk. Det er desuden en fordel, hvis du er flersproglig og også har lyst til at arbejde med oversættelse af tekniske tekster. Oversættelse vil dog ikke være din primære arbejdsopgave.

Som vores nye kollega bliver du en del af vores topprofessionelle og engagerede patent- og varemærketeam på i alt 17 medarbejdere, hvoraf 6 medarbejdere sidder på vores kontor i Aarhus. Vi har et detaljeret og grundigt oplæringsprogram, da vi ønsker, at vores nye kollegaer kommer ordentligt fra start.
Vores kundekreds består af både innovative opstartsfirmaer og store multinationale virksomheder inden for alle typer af industrier i ind- og udland samt en række universiteter.

Din profil

Du er formentlig nylig uddannet med en MA i Business Language eller tilsvarende sproguddannelse. Du arbejder udpræget struktureret, besidder en høj grad af detaljesans og har ikke noget imod at varetage rutineopgaver indimellem. Desuden har du en intuitiv tilgang til IT-systemer.

Det er vigtigt, at du besidder et højt niveau af professionalisme, integritet og dømmekraft ved håndtering af fortrolige oplysninger. Desuden skal du kunne arbejde selvstændigt, trives med stramme deadlines og ikke være bange for at stille spørgsmål.

Du er kundeorienteret og serviceminded, så du kan være med til at være vores kunders ’navigatør’ i IPR-arbejdet. Desuden er det vigtigt, at du kan se dig selv som en del af en organisation, hvor værdier som engagement, troværdighed, kreativitet og professionalisme er i højsædet både i forhold til kunderne og i samarbejdet med dine kolleger.

Hvad kan vi tilbyde?

At du bliver en del af en spændende vidensvirksomhed med dialog på tværs af organisationen, højt til loftet og korte beslutningsveje. Vi har et stærkt kollegialt sammenhold, og har til huse i centralt beliggende lokaler i Aarhus. Vi tilbyder en lønpakke, der modsvarer dine kompetencer og din erfaring, og som naturligvis omfatter en række personalegoder.

Hvem er vi?

Plougmann Vingtoft er ét af Skandinaviens mest anerkendte rådgivningsfirmaer inden for håndtering, beskyttelse, kommercialisering og strategisk anvendelse af IPR. Vi har godt 75 ansatte fordelt på vores kontorer i Hellerup (hovedkontor), Aarhus, Oslo, München og Madrid. Vores kernekompetence er vores evne til at omdanne teknologier, opfindelser og idéer til velbeskyttede, profitable IP-rettigheder. Vores mål er at tilbyde vores kunder det højeste niveau af teknisk og juridisk ekspertviden samt beskyttelse af deres brand, forsknings- og udviklingsinvesteringer, så de kan omsættes til forretningsmuligheder.

Interesseret?

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Charlotte Søsted, som er teamleder af IP Administration på tlf. +45 87 32 18 08

Ansøgning

Ansøgning og CV mærkes ”IP Adm.” og sendes til job@pv.eu. Samtaler vil blive afholdt løbende med henblik på tiltrædelse hurtigst muligt.
Vær opmærksom på, at mails til og fra job@pv.eu ikke er krypterede, men vi behandler din ansøgning fortroligt og med omhu. Læs mere om vores behandling og beskyttelse af dine oplysninger her.

Arbejdssted

Plougmann Vingtoft
Åboulevarden 23, 5. sal
8000 Aarhus C

LÆS OGSÅ: