UPC-samarbejdet træder måske allerede i kraft i december 2017

Headerbillede: stux / Pixabay.com

Den forberedende komite under den fælles europæiske patentdomstol (Unified Patent Court, UPC) har annonceret, at den nye UPC-aftale kan træde i kraft allerede i december 2017. Et sådant scenarie vil betyde, at den såkaldte ”sunrise period”, som gør det muligt at fravælge UPC-systemet for eksisterende europæiske patenter, kan begynde i september måned, hvorefter selve UPC-samarbejdet rulles ud i december.

Den forberedende komite understreger, at den fremlagte tidsplan er betinget og afhængig af en række faktorer, såsom de nødvendige ratificeringer af UPC-aftalen. Angående ratificering, er det på trods af udmeldingen fra UK Intellectual Property Office tilbage i november 2016 om at de ønsker at ratificere UPC-aftalen, stadig usikkert hvilken rolle Storbritannien får i forhold til det kommende UPC-system. Denne usikkerhed skyldes især at briterne læner sig mere og mere mod et ”hårdt Brexit”. Dette kom bl.a. til udtryk i den britiske premierminister, Theresa Mays, tale i går, hvor hun fremhævede sin intention om at gøre en ende på EU-domstolens magt i Storbritannien, en udmelding der synes uforenelig med et medlemskab af den fælles europæiske patentdomstol.

Vi vil fortsat holde øje med situationen og sørge for at opdatere vores hjemmeside efterhånden som situationen udvikler sig.

LÆS OGSÅ: Vigtigt at vide om det europæiske enhedspatent og den fælles europæiske patentdomstol (UPC)