Plougmann Vingtoft opruster med advokatkompetencer

Plougmann Vingtoft etablerer fra januar 2018 et strategisk partnerskab med det nystiftede Plougmann Vingtoft Advokatanpartsselskab (i daglig tale ’PV Legal’), og udbygger dermed sin i forvejen brede palet af IPR-ydelser. Samarbejdet betyder, at Plougmann Vingtoft nu også kan tilbyde sine kunder advokatbistand og repræsentere kunder i konflikt- og retssager, der omhandler IP-rettigheder, primært inden for varemærke- og designområdet.

Lanceringen af PV Legal har samtidig den bonus, at Plougmann Vingtofts kunder også kan få specialistrådgivning om indgåelse af kommercielt vigtige kontrakter og aftaler, fx licens- og udviklingsaftaler og/eller samarbejds- og forskningsaftaler.

I spidsen for det nye selskab står en af Danmarks førende specialister inden for immaterialret, advokat Lars Karnøe (se topbilledet), og på sigt har PV Legal planer om at udvide bemandingen yderligere i den kommende periode.

Lars Karnøe, der er bosiddende i Aarhus, har base på Plougmann Vingtofts adresse i Aarhus, men vil naturligvis være til rådighed for alle Plougmann Vingtofts kunder i tæt samarbejde med IPR-rådgiverne på firmaets øvrige kontorer.

Lars kommer senest fra en stilling som Senior Counsel i det internationale advokatfirma Bird & Bird og medbringer unikke kompetencer i at rådgive om IP-rettigheder, fra idéen opstår, over etablering til håndhævelse af rettighederne. Lars har desuden møderet for Højesteret og fungerer som voldgiftsdommer ved flere internationale instanser og har mere end 20 års erfaring i at føre sager for virksomheder i komplekse IPR-konflikter og retstvister.

Hvis du vil vide mere om PV Legals forskellige ydelser og hvordan vi kan hjælpe din forretning, så er du velkommen til at kontakte Head of Legal, Lars Karnøe, eller adm. direktør i Plougmann Vingtoft, Annette Siewert Lindgreen.

SE FILMEN: IPR i en verden af lyd