Lyden af Danmark

Ser man bort fra gastronomi og design, er det nok mest på vind- og teleområdet, at Danmark vækker genklang ude i den store verden. Men Danmark er også med på beatet, når det kommer til lyd. Faktisk spås lydindustrien til at blive Danmarks næste store vækst-eventyr. Lige nu står lydiværksætterne praktisk talt i kø for at lancere deres nye innovative produkter. I anledning af World Intellectual Property Day giver Michael Friis Sørensen – én af Danmarks førende rådgivere inden for udvikling og patentbeskyttelse af lydteknologi – her et godt råd med på vejen til de mange nye lydtalenter.

Vi har netop mistet én af pionererne i den danske lydbranche! Per V. Brüel, grundlægger af den verdensberømte Brüel & Kjær, som producerer avancerede instrumenter til måling af lyd og vibrationer, døde nemlig den 2. april – kort tid efter sin 100 års fødselsdag.

Men dansk lyd er som allerede antydet på ingen måde død – tværtimod! I Danmark ligger flere af verdens førende høreapparatvirksomheder som Oticon, Widex og GN Resound. For nylig har High-end højttalervirksomheden Dynaudio fået kinesiske penge i ryggen ligesom Libratone, der har opbygget et stærkt brand på rekordtid med deres trådløse designhøjttalere. Seneste bevis for at Danmark vitterligt kan noget særligt med lyd kom, da B&O’s bilstereo til luksusbiler i marts måned blev opkøbt af amerikanske Harman International Industries. Bang & Olufsen modtog som led i opkøbet en forudbetaling på 1.170 mio. kr. og en licensbetaling per enhed på minimum på 12,7 mio. kr. i mindst 20 år!

Lyd for enhver smag
Selv om markedet for traditionelle hi-fi højttalere efterhånden er begrænset, er Dali et andet godt eksempel på, at en dansk virksomhed klarer sig godt blandt lydeliten og kan være med i et svært segment. Danmark er med på hele skalaen af lydudstyr, fra fest-på-stranden-højttaleren fra Audiocase til Steinway Lyngdorfs drømme-hi-fi for verdens rigeste. Også der hvor den gode lyd genereres er Danmark i top, fx scenemikrofonerne fra DPA Microphones og studie-udstyret fra TC Electronics.

Innovationsnetværket Dansk Lyd har været medvirkende til, at dansk lyd efter en krise igen er ved at finde melodien, blandt andet ved her at bringe de mange dygtige danske lydteknikerne sammen med andre faggrupper, hvorved nye produkter og projekter er opstået. Lydens Hus i København og et nyt Elektroakustisk Design Center i Lydens By, Struer, er andre beviser på at kræfterne samles om at bevare Danmark på lydens verdenskort.

Patenter kan gøre forskellen
Den stærke danske lydtradition gør det med andre ord muligt at tiltrække penge fra store amerikanske og kinesiske investorer, men god lyd og godt design gør det ikke alene! Erfaringerne viser, at de helt tunge kommercielle spillere lægger stor vægt på virksomheders bevidste arbejde med immaterielle rettigheder – altså patent, varemærke og design.

Har man styr på sine rettigheder, sender man et tydeligt tegn til konkurrenterne i markedet og signalerer samtidigt, at man arbejder professionelt med sit produkt. Altså kan et patent godt ved første øjekast ligne en dyr og uvæsentlig investering for en opstarts-virksomhed, men chancen for at rykke op i den store liga øges markant, hvis virksomheden tidligt beskytter sin teknologi.

Læs mere om vores samarbejde med Libratone

Læs bloggerens CV