Har du speciale inden for Life Science og erfaring med patentrådgivning?

Plougmann Vingtoft er i en positiv udvikling og oplever vækst og kundetilgang på flere områder. Vi søger derfor en patentrådgiver med speciale inden for Life Science, der kan blive en del af vores team.

Jobbet

Hos Plougmann Vingtoft bliver du en del af et erfarent og fagligt stærkt team af patentrådgivere, som arbejder professionelt med patentering og kommercialisering af forskning på højeste niveau inden for Life Science og kemi.

Ud fra dine faglige kvalifikationer og efter en grundig oplæring og introduktion til den måde, Plougmann Vingtoft yder rådgivning, samt til de systemer, vi arbejder i, vil du få egen sags- og kundeportefølje. Med tiden får du også en væsentlig rolle i pleje og udvikling af kunderelationer.

Patentrådgivere hos Plougmann Vingtoft arbejder hver dag med at forene faglig ekspertise, teknisk viden, jura og forretningsperspektivet. Som vores nye kollega skal du derfor trives i konsulentrollen og have talent for at arbejde i et kundeorienteret og kommercielt set-up samtidigt med, at du løser opgaver ved hjælp af videnskabelige kompetencer.

Din profil

Du har en teknisk kandidatgrad inden for bioteknologi, kemi eller fødevareteknologi. Desuden ser vi gerne, at du har en Ph.D. eller alternativt nogle års praktisk forskningserfaring. Det vil være en fordel, hvis du før har arbejdet som patentrådgiver og allerede er i gang med at uddanne dig til European Patent Attorney, men det er ikke noget krav.

Du besidder et veludviklet ’relations- og netværksgen’. Du er opsøgende og udadvendt af natur og trives i mødet og dialogen med andre mennesker.

Du har solide dansk- og engelskkundskaber og er god til at kommunikere både på skrift og i tale.

Vi lægger desuden vægt på, at du kan se dig selv som en del af en organisation, hvor værdier som engagement, troværdighed, kreativitet og professionalisme er i højsædet både i forhold til kunderne og i samarbejdet med dine kolleger.

Vi tilbyder

At du kan blive del af en spændende og dynamisk vidensvirksomhed, hvor dine faglige kompetencer inden for Life Science bliver sat i spil og udfordret af alt fra start-ups direkte fra universitetet til multinationale selskaber. Desuden er Plougmann Vingtoft en arbejdsplads, der støtter medarbejderens faglige og personlige udvikling, herunder uddannelse til European Patent Attorney.

Her er højt til loftet og korte beslut­ningsveje. Vi har desuden fokus på det gode kollegiale sammenhold og du vil opleve dialog og sparring på tværs af organisationen og ikke kun med dit eget team.

Stillingen er på fuld tid. Vi tilbyder en lønpakke, der modsvarer dine kompetencer og din erfaring og naturligvis også omfatter en række personalegoder.

Vores hovedkontor findes i moderne lokaler på Strandvejen i Hellerup, hvor vi har gode parkeringsforhold samt let adgang til offentlig transport. Vores kontor i Aarhus er centralt beliggende på Åboulevarden med udsigt over byens tage. Stillingen kan varetages fra begge lokationer.

Om Plougmann Vingtoft

Plougmann Vingtoft er ét af Skandinaviens førende konsulentfirmaer inden for håndtering, beskyttelse, kommercialisering og strategisk anvendelse af IPR.

Det er vores kernekompetence at etablere skarpe IPR-strategier på baggrund af vores kunders teknologier, opfindelser og ideer. På den måde skaber vi unikke konkurrencefordele og forretningsmuligheder for vores kunder. Det er vores mål at tilbyde det højeste niveau inden for teknisk, kommerciel og juridisk ekspertviden.

Vi er i alt 75 medarbejdere fordelt på kontorer i Hellerup, Aarhus, Oslo, München og Madrid.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål til det faglige indhold i stillingen, er du velkommen til at kontakte Christian Christiansen, European Patent Attorney og Partner i Plougmann Vingtoft på telefon: 33 63 93 00.

Du er også velkommen til at klikke forbi Job & karriere på vores hjemmeside. Her kan du se, hvad nogle af vores medarbejdere – måske dine kommende kollegaer – siger om at arbejde hos i Plougmann Vingtoft.

Send din ansøgning

Du bedes sende din ansøgning inkl. CV og kopi af relevante eksamensbeviser til job@pv.eu mærket ’patentrådgiver, Life Science & Chemistry’.

Vi vil løbende afholde samtaler med henblik på snarlig tiltrædelse. Fristen er d. 31. januar 2020.

Vær opmærksom på, at mails til og fra job@pv.eu ikke er krypterede, men vi behandler din ansøgning fortroligt og med omhu. Læs mere om vores behandling og beskyttelse af dine oplysninger her.

Arbejdssted

Plougmann Vingtoft
Strandvejen 70
2900 Hellerup

Alternativt:

Plougmann Vingtoft
Åboulevarden 23
8000 Aarhus C