WINCOVER: Fra god idé til færdig patentløsning

Midlertidig aflukning af vindueshuller og døråbninger i huse og bygninger har altid været én af byggebranchens store udfordringer. Typisk anvendte løsninger såsom plastafdækning er langt fra optimale, og efterlader store ekstraregninger, som byggeriets parter som regel må strides om. Problemet blev grundstenen til den jyske iværksættervirksomhed, WINCOVER, som producerer slagfaste moduler, der beskytter vinduer og døre under byggeopførelsen.

WINCOVER gik aktivt på markedet i 2016, og vi har talt med Claus Vilsen fra WINCOVER, om at tage skridtet fra god idé til færdig patentløsning.

2-min
Claus Vilsen fra Wincover. Foto: WINCOVER

Nytænkning i byggeriet

Søren Kristensen og Claus Vilsen arbejdede for over 10 år siden sammen i vinduesbranchen, og det var her, idéen til produktet opstod. Hver dag så de eksempler fra byggepladser, hvor vinduer blev ødelagt af bl.a. ituslåede termoruder, glaspest, mørtelnedfald og fastbrændt folie, fordi de ikke var tilstrækkeligt beskyttet. Det motiverede dem til at tænke nyt og anderledes i en ellers konservativ byggebranche.

Når man får en god idé, handler det om at få den beskyttet. Så man har tid til at modellere den, og så man ikke skal være bange for at tale med andre om den.

Markedets daværende løsningsmuligheder var, sagt med Claus Vilsens eget nordjyske udtryk, noget ”pullerværk”. Målet blev derfor at få løst udfordringen med beskadigede og beskidte vinduer på en mere holdbar, smart og effektiv måde.

5_min
Eksempler på nye vinduer udsat for mørtelnedfald. Foto: WINCOVER

En innovativ løsning på et gammelt problem

For at hindre varmetabet og hjælpe tørreprocessen på byggepladsen, er det en fordel hvis vinduerne kan sættes i bygningen så tidligt som muligt. Dog bliver det også hurtigt en bekostelig affære, hvis det næste hold håndværkere, der arbejder på byggeriet, ødelægger vinduerne og nødvendiggør en udskiftning.

Der har derfor længe været efterspørgsel på en holdbar løsning på problemet, men først nu er det lykkedes at finde et godt alternativ til de traditionelle plastafdækninger.

Fordelene ved WINCOVERs nye opfindelse er mange: modulet, der monteres på vinduet, beskytter ramme, karm og glas under hele byggeriet. Materialet har en bedre U-værdi end vinduet selv og reducerer således energiforbruget. Desuden skaber WINCOVER bedre arbejdsforhold for håndværkerne, da det transparente modul tillader normalt dagslys at trænge igennem.

Byggepladsen får WINCOVER-systemet leveret i færdige, tilpassede og genanvendelige moduler med tilhørende strips og ansatspropper. Alle dele af løsningen er patenteret, og Claus Vilsen skal derfor ikke bekymre sig om at andre kopierer produktet, når han er ude at demonstrere systemet for sine potentielle kunder.

Vigtigt at tænke patenter ind fra begyndelsen

”Det er jo ikke raketteknologi” siger Claus Vilsen, mens han forklarer, at de fleste på byggepladsen anerkender problematikken og forstår idéen i at beskytte de netop isatte vinduer bedre.

Teknologien er ganske simpel, men ikke desto mindre særdeles unik og værdifuld. WINCOVER indledte arbejdet frem mod et patent i 2008, og i 2011 søgte de patent på henholdsvis produkt og koncept. Det gjorde de både for at være foran potentielle konkurrenter og for at få ro i maven til at arbejde videre med alle detaljerne.

En rettighedsbeskyttelse i flere dele

IPR er forkortelse af de engelske ord, Intellectual Property Rights, der på dansk kaldes immaterielle rettigheder. Begrebet er en fælles betegnelse for patenter, varemærker og designbeskyttelse, og det er nødvendigt at tage stilling til hvor mange af disse facetter, der skal medtænkes i virksomhedens unikke IPR-strategi.

Plougmann Vingtofts rådgivere, Michael Friis Sørensen og Ellen Breddam, har hjulpet WINCOVER med at udvikle en såkaldt IPR-strategi. Michael forklarer, at WINCOVER er et fint eksempel på, hvorfor det betaler sig at alliere sig med en professionel rådgiver, der kender IPR-lovgivningen ned i detaljen og kan sikre optimal beskyttelse af ens produkt: ”I WINCOVERs tilfælde giver det god mening at udnytte synergien mellem varemærke, design og patent. Virksomhedens løsning er uhyre simpel – rent teknisk, og derfor var det vanskeligt at få beskyttet selve produktet alene med en bred patentbeskyttelse. I stedet lykkedes vi med at opnå et såkaldt metode-patent, hvormed den basale metode, altså fremgangsmåden i at montere et vindue med slagfast afdækning allerede når bagmuren er opført, for herefter at bygge formuren, er patenteret. Ud over metode-patentet har vi fået design- og varemærkebeskyttet de konkrete udførelser af afdækningen”.

4_min
Foto: WINCOVER

Claus Vilsen fortæller, at IPR-beskyttelsen har været en fordelagtig del af markedsføringen: “Når du kommer ud til en større aktør, kan de hurtigt forstå platformen med patent, designbeskyttelse og registrering af navn – de kan se, der er lagt nogle tanker i det her produkt, og det bliver modtaget meget positivt. Det er et godt signal at sende, at man har beskyttet sin ide”.

WINCOVER har læst på lektien og fortsætter med at udvikle nye tiltag. Senest har de i samarbejde med Teknologisk Institut udviklet WINCOVER CALC, et program der muliggør beregning af energiforbruget til opvarmning på baggrund af vinduets U-værdi, geografisk placering samt skyggepåvirkning. WINCOVER CALC kan bruges til at understrege energimæssige og økonomiske besparelser.

Det er svært at få øje på andet end gode salgsargumenter, og WINCOVER er trods sin korte tid på markedet allerede blevet en anerkendt aktør. Det kan du læse mere om på deres hjemmeside: www.wincover.dk.