Klokken 6.30 bliver jeg vækket af min iPhone® og som det første tjekker jeg min OUTLOOK® og HOTMAIL®. Så er dagen ligesom i gang. Igennem mine morgenrutiner stifter jeg bekendtskab med bl.a. DOVE®, ELIZABETH ARDEN®, RIMMEL LONDON®, ARLA®, GO’ MORGEN DANMARK®, NESPRESSO® og COLGATE® – alt sammen inden for få minutter og gennem rutiner, der er næsten lige så sikre som amen i kirken.
Som det sidste på vej ud ad døren kaster jeg min MAYLAND® kalender i LONGCHAMP® tasken, sammen med min BELSAC® pung, mine nøgler med MARC JACOBS® nøglering og mine RAY-BAN® solbriller.
Lyttende til de nyeste hits fra SPOTIFY® cykler jeg på arbejde, og da vejret viser sig fra sin pæne side, på trods af at kalenderen skriver tidlig sommer og min app fra DMI® havde lovet overskyet, sender jeg en SNAP® til mine nærmeste kontakter og laver et INSTAGRAM® billede #ervildmedforår #København #morgensol #gørenglad.
Og sådan kunne jeg blive ved…
Uden at jeg bider mærke i det, er jeg i berøring med flere varemærker end jeg kan tælle, men det er ikke raketvidenskab. Det er derimod fuldstændig bevidst på den ubevidste måde.
Varemærker sælger
Varemærkerne eller mærkevarerne er der nemlig af en simpel årsag. Jeg har valgt, at de skal være der. Måske købte jeg varerne, fordi de var på tilbud, måske fordi de stod tæt på kassen, men mere sandsynligt er det, at jeg bevidst eller ubevidst har valgt varerne til. Kald det loyalitet, passion, tryghed, snobberi, sans for kvalitet eller andet, faktum er, at vi alle foretrækker nogle produkter frem for andre, og det der kan hjælpe os med at huske, anbefale, genkende, adskille, tale om, skrive om, snakke om disse mærker, er mærkernes varemærke.
Sat op på denne måde, er det nærmest umuligt at komme uden om varemærkerne og man må nikke anerkendende til, at virksomheder verden over bruger enorme ressourcer på at beskytte deres varemærker. Det giver nemlig god mening at være ”inde i varmen” hos os forbrugere.
Prøv at kigge på din hverdag. Ja, måske behøver du blot lade blikket glide rundt, hvor du befinder dig. Og hæft dig ved alle de brands, du kender, varemærkerne, og tæl dem, indtil du ikke gider mere.
Men hvad er egentlig et varemærke? Og er der forskel på varemærker og mærkevarer? Læs med i næste uge og få svar på de spørgsmål.
Grafik: ©Kasper Gram-Jensen