Vi har før skrevet om varemærkestriden mellem KIMS® og TAFFEL® her på bloggen (Læs blogindlægget “Kan man få ”patent” på firkantede chips?”).
Størstedelen af danskerne kender de runde, saltede “Franske kartofler” fra TAFFEL® og de fleste har nok også sat tænderne i KIMS® grønne “Snack chips”. Det er dog formentligt de færreste, der ved, at der lige nu udkæmpes et brutalt slagsmål om eneretten til at producere og sælge firkantede chips.
Eller det vil sige, slaget skulle have stået i Sø-og Handelsretten mandag den 14. september, men temmelig overraskende meddelte KIMS® i fredags, at de har trukket sagen tilbage.
Et kort oprids af 3D-varemærke-sagens forløb
I januar i år introducerede TAFFEL® deres “Super Snacks”: En firkantet chips, der naturligvis lignede de firkantede chips fra KIMS®, eftersom der ikke er mange udfoldelsesmuligheder, når det kommer til en firkant.
De nye “Super Snacks” fik KIMS® helt op i det røde felt, og i februar anlagde de en såkaldt forbudssag, som skulle være blevet fulgt op denne mandag. Men i sidste øjeblik valgte KIMS® altså at trække sagen tilbage.
Set fra et juridisk synspunkt ville det have været utroligt interessant at høre domstolens vurdering af, hvorvidt man kan få monopol på/eneret til formen på chips.
Som beskrevet i føromtalte blogindlæg, er formen på et produkt nemlig rigtig svær at få beskyttet ved en varemærkeregistrering. Dette skyldes, til dels, at vi som forbrugere ikke genkender formen som tilhørende en bestemt virksomhed og derfor ikke genkender formen som et reelt kendetegn. Hvorfor det altså ikke kan lade sig gøre at registrere det som et varemærke.
Selvom vi er gået glip af en dom fra Sø- og Handelsretten, så er sagen mellem KIMS® og TAFFEL langtfra forbi. Den 2. februar i år fik KIMS® nemlig varemærkeregistreret den firkantede, gule chips, hvorefter ESTRELLA® nedlagde indsigelse mod varemærkeregistreringen.
Se mere om indsigelsen fra ESTRELLA® her. Korrespondancen i indsigelsessagen finder du ved at søge på registreringsnummer “201500323” og derefter ved at klikke på fanebladet “korrespondance på tillknyttede sager”. Siden er i øvrigt god at kende, hvis man ønsker adgang til sagsoplysninger og dokumenter fra danske rettighedssager indenfor områderne patent, brugsmodel, varemærke og design.
Et godt tip!
Vil du have indblik i danske varemærkeansøgninger, registrerede varemærker samt internationale varemærker gældende i Danmark, kan du benytte dig af PVSOnline
Varemærkenørder og andre interesserede må således vente i spænding på Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelse. Og hvem ved, måske er Styrelsens afgørelse ikke det sidste, vi hører til den sag – som fagnørd har man vel lov til at håbe på en sag ved domstolene.
Selvom det altså er uhyre vanskeligt at få en varemærkeregistrering af formen på et produkt, er det rent faktisk lykkedes for nogle chipsproducenter. Se f.eks. her:
-
Bjørneformede chips fra Intersnack Knabber-Gebäck GmbH & Co. KG -
Rischips fra The Quaker Oats Company Intersnack Knabber-Gebäck GmbH & Co. KG
Værdien af registreringerne kan dog diskuteres. For som i tilfældet med KIMS® snack vil de fleste forbrugere ikke kunne se om chipsen er fra den ene eller anden producent, når de ligger nede i chipsskålen.
I sidste ende skal vi måske bare glæde os over, at begge snacks eller chips stadig er på markedet, firkantede eller ovale. Uanset hvad, så smager de godt.
Kontakt en af vores varemærkeeksperter, hvis du overvejer at registrere dit produkt som 3D-varemærke.