Spørgsmålet kan forekomme besynderligt i et blogindlæg, der handler om forskellen på mærkevarer og varemærker, men fortvivl ikke. Der er naturligvis en mening med galskaben.
Lad mig lige begynde med at stille dig et par spørgsmål.
Hvilken bil kører du?
For du kører jo ikke bare i en ’bil’. Måske du kører FORD® eller er fan af tyske AUDI®.
Hvilken ketchup vil du anbefale?
Og her er er jeg sikker på, at der instinktivt dukker én af to kendte mærker op i din erindring, for der er jo ikke nogen der får noget ud af, at du bare anbefaler en ketchup, nej, du anbefaler sikkert enten HEINZ® eller BEAUVAIS®.
Og nu til det sjove – foretrækker du MCDONALD’S® eller BURGER KING®?
Er der noget der kan dele vandene, så er det bl.a. de to fastfood-kæder, for man kan åbenbart ikke have præference for begge. Man er simpelthen nødt til at vælge side, og så går det ikke at blive set på BURGER KING ® i gang med at bestille en DOUBLE WHOPPER® (søreme om det ikke er et registreret varemærke). Og til min BIG MAC® (ja, det er også et registreret varemærke) drikker jeg ikke bare noget brunt med brus, jeg er en COCA-COLA ZERO® kind a girl.
Og sidst, men ikke mindst, hvilken smartphone har du?
En smartphone er nemlig ikke et synonym for en IPHONE®, en SAMSUNG® eller NOKIA®.
Som det nok er gået op for dig, så er dine svar på mine spørgsmål forskellige varemærker, som du forbinder med forskellige mærkevarer, altså varer med mærker som du foretrækker.
Den gængse definition af ordet ’mærkevare’ er følgende: ”forholdsvis dyr vare som har karakteristiske egenskaber og ofte anerkendt kvalitet, og som sælges under et kendt navn og med påtrykt navn, logo osv” (jf. ordnet.dk)
Jeg bider mærke i formuleringen ”under et kendt navn og med påtrykt navn, logo osv.” For her er det betydningen af varemærke kommer ind. Et varemærke er nemlig et: ”særligt mærke i form af et navn, logo el.lign. som en virksomhed forsyner et produkt med for tydeligt at adskille det fra lignende varer”. (jf. ordnet.dk)
Alle, uden undtagelse, har præferencer til mærkevarer. Og disse præferencer er ikke skabt ud af den blå luft. Dine præferencer eller loyalitet er skabt gennem varemærker.
Konklusion bliver altså: Ingen mærkevarer uden varemærker.
Hvis du har studset over, hvorfor jeg konsekvent skriver varemærkerne med store bogstaver, så læs med i næste uge og få forklaringen på dette.
Som en ekstra lille bonus, serverer vi her listen over de ti mest værdifulde danske brands anno 2015. Undersøgelsen er udført af det britiske analysefirma Brand Finance. Se den fulde top-50-liste her.
Nr. |
Brand |
Værdi i mio. kr. |
1. | Maersk | 25.994 |
2. | Arla | 24.669 |
3. | Lego | 23.943 |
4. | Danske Bank | 17.613 |
5. | TDC | 10.493 |
6. | Carlsberg | 9.913 |
7. | Pandora | 9.490 |
8. | Novo Nordisk | 9.253 |
9. | ISS | 7.898 |
10. | Coop Danmark | 7.869 |