Blandt varemærkeeksperter er det store spørgsmål i øjeblikket, om 3D-printeren får betydning for beskyttelsen af 3D-varemærker?
Der har allerede været stemmer fremme om, at det vil koste rettighedshavere over $100 mia. om året globalt i tabt fortjeneste, hvis ”pirater” – både professionelle og private – begynder at 3D-printer produkter over nettet. Og her taler vi ikke om 3D varemærker, men produkter generelt.
Man kan allerede i dag finde printfiler til legetøj, som man kan downloade og printe på ens private 3D-printer. Vi har set de første reaktioner fra rettighedshaverne på muligheden for privat 3D-printning og et eksempel er en japansk spiludvikler, som har bedt det sociale netværk ’Reddit’ om at fjerne printfiler til figurer fra et spil, som hedder Final Fantasy IV. Det samme har legetøjsproducenten HASBRO® gjort for at beskytte figurer og tegninger af My Little Pony.
Både positive og negative sider
Spørgsmålet er, hvor alvorligt man skal tage sådanne ”forudsigelser”? Hvor sandsynligt er det, at 3D-print vil kaste virksomheder ud i kæmpe finansielle tab og et rettighedsmæssigt kaos? En af IP-rettens evige udfordringer har altid været, hvordan vi skal forholde os til teknologiske fremskridt og muligheden for at fremstille kopier.
Da BETAMAX-video og siden VHS blev allemandseje, blev det forudsagt, at alle biografer, TV-netværk og filmselskaber gik dystre tider i møde. Det samme var tilfældet med printere, kopimaskiner og båndoptageren. Salget af fysiske bøger rasler ned, men salget af e-bøger overgår nu salgsvolumen af fysiske bøger tidligere. Og eBooks på Amazon.com er ikke blevet ramt af piratdownloads.
Hvad er 3D-print?
3D-printere arbejder ved at printe små lag af et materiale – typisk plastik, men også metal, gips, kulfiber eller keramiske materialer – oven på hinanden. 3D-printere bruges bl.a. til at producere prototyper i designindustrien, men kan i forkerte hænder også udnyttes til at printe beskyttede varer som eksempel LEGO®-figurer eller STELTON®-kander.
Klik her og se en gigantisk 3D-printer, der printer et hus i cement
Klassisk piratkopiering er – mere eller mindre vellykkede – kopier af varer, som SKAT stopper ved importen, hvis man har en toldovervågning på plads. Fra denne rådgiverstol ser man således det færdige kopiprodukt på vej fra fremstiller og mellemmænd til en eller anden lokal distributør. Er man heldig, kan man få lidt oplysninger fra modtagen om identitet og placering af fremstilleren. Det hører dog til undtagelserne. Men hvad man nærmest aldrig får kendskab til, er den underliggende forretningsinfrastruktur, som ligger bag fremstillingen, herunder hvordan mulige kunder sættes i kontakt med producenten af kopiprodukter.
3D-printere vil præge fremtidens produkter
Man kan stille sig skeptisk overfor, hvor stor indflydelse 3D-print vil få på muligheden for at beskytte virksomhedens 3D-varemærker og produkter, men rettighedshavere bør indstille sig på at forholde sig til denne teknologi og at tænke det ind i beskyttelsen. En mulighed kunne være at tænke brugen af hologrammer, stregkoder og komplekse designtræk mere ind i forbindelse med udvikling af nye produkter. En anden mulighed er at tænke designregistrering ind som en mere central ret, end det er i dag.
Det samme gælder håndhævelsen af sin ret, også her skal man måske tænke alternativt og ikke fare frem med bål og brand, for ”kopisterne” kan være private og så risikerer man et dårligt ry og i værste fald en ”shitstorm”. Inspiration til hvordan man evt. kan forholde sig her, kan hentes fra HASBRO® og My Little Pony. My Little Pony er gået fra et være 90’er-nostalgi til i dag at være anset som dyb kult i visse kredse. Men i stedet for at være offensiv, har HASBRO® givet licenser til en gruppe af kunstnere, som må fremstille fan art. Og noget tilsvarende har LEGO® gjort med deres MINDSTORMS®-robotter. Og foreløbigt er erfaringerne med det meget positive.
