Digital kagedåse og retten til digitalt privatliv – Hvilke krav skal din virksomhed overholde for at beskytte jeres internetbrugere

Det er et faktum. Den digitale kagedåse, med et større udvalg af cookies end almindelige mennesker kan forestille sig, er kommet for at blive. Men som enhver anden cookie er dens indtræden i vores liv ikke uden udfordringer.

DR Dokumentar viste mandag den 16. marts 2015 et program med titlen ”Privatliv til salg”.

Som titlen tydeligt antyder er vores privatliv til salg, forstået på den måde, at alle de private oplysninger vi videregiver og vores færden på internettet har skabt et lukrativt marked for køb og salg af oplysninger.

Markedet er som sådan ikke baseret på enkeltstående oplysninger indhentet fra ét website på baggrund af én specifik søgning på en søgemaskine, men derimod på den profil nogle virksomheder har specialiseret sig i at udforme på baggrund af bl.a. de oplysninger, vi frivilligt afgiver i forbindelse med tilmelding til et nyhedsbrev, de websites vi besøger, de bannerreklamer vi besøger, de reklamer/firmaer vi ”liker” og deler på Facebook, og jeg kunne blive ved.

Tag for eksempel billedet i denne artikel. I et forsøg besøgte jeg 10 forskellige mere eller mindre kendte danske websites (cirklerne) og forblev på hjemmesiden. Jeg søgte således ikke længere ind på websitet eller trykkede på nogle links, reklamer eller ”like”-knapper. Jeg kiggede kun og bevægede mig hurtigt videre, hvilket nok må siges at beskrive den adfærd de fleste af os udviser på internettet.

Efter min surfen rundt, kunne jeg i et installeret program observere hvilke andre firmaer, virksomheder eller lignende, kendte som ukendte, jeg havde inviteret indenfor i min digitale verden. Og det var ikke så lidt!

10 danske websites og intet mindre end 151 tredjeparts websites (illustreret i billedet ovenfor med de hvide trekanter), kendte som ukendte, fremkommet gennem brugen af tredjeparts-cookies. Og hvor mange websites besøger vi ikke hver dag både fra computer, smartphone og tablet.

“Big Brother is watching” kan i dag med god grund omdøbes til “The Cookies are watching”, og selvom det måske har klang af et rigtig dårligt slogan, er det ikke desto mindre sandt.

Og det sætter nogle krav til alle der professionelt og med kommercielle interesser opererer på internettet.

Nedenfor er opremset kravene til brugen af cookies. Kravene gælder alle der har et dansk website.

  • Samtykke: Brugeren af websitet skal afgive samtykke til brugen af visse cookies
  • Cookie policy, herunder håndteringen af personlige oplysninger: Det er et krav, at der skal være information om hvilken virksomhed der er bag lagringen af cookies, herunder hvilke cookies der anvendes, formålet med dem, opbevaringen af de afgivne personlige oplysninger og hvorvidt der er 3. parts cookies.
  • Tilbagekaldelse af samtykke: Brugeren skal have mulighed for at kalde sit samtykke tilbage

Det er vigtigt, at du som virksomhed er opmærksom på jeres brug af cookies og ikke mindst tredjeparts cookies. Har I nogle spørgsmål er du/I meget velkomment til at kontakte os til en uformel snak.