INNOVATION MANAGEMENT
Den gode ide. Et af de i stigende grad hotte emner for iværksættere og innovationsdrevne virksomheder er hvordan de sikrer at det er de helt rigtige og kommercielt mest interessante pejlemærker, der styrer deres innovationsproces. Og dét handler i meget høj grad om at optimere strukturen og systematikken i virksomhedens innovationsproces.
- For os som rådgivere for iværksættere og innovative virksomheder er det i dag ikke længere nok, at vi rådgiver om, hvorvidt en kunde skal patentere eller beskytte sit design eller varemærke, fortæller Mikael Tranekær Christensen, afdelingsleder hos Plougmann & Vingtoft.
Og han suppleres af Steen Iver Andersen, leder af Plougmann & Vingtoft i Århus. - Den tid er forbi, hvor man kunne sætte sig ned og vente på, at den gode ide skulle komme af sig selv. I dag er det nødvendigt, at virksomhederne selv aktivt styrer deres innovation og ideudvikling hen mod de rigtige teknologier, de mest attraktive markeder og produkter, og dér sikrer, at de som virksomhed er rigtigt positioneret. For os som rådgivere, siger Steen Iver Andersen, - er det netop i dette krydsfelt, at vi virkelig kan skabe værdi for kunden.
Mantraet for Plougmann & Vingtoft i disse år er at det skal kunne betale sig at patentere eller på anden vis beskytte sin innovation.
Det mantra kan kun opfyldes ved at sikre at kunderne allerede i evalueringen af nye ideer får tegnet et fuldt billede af hver enkelt ides muligheder. Hvad er forretningsmulighederne. Passer produktet ind i virksomhedens strategi. Hvilke teknologier er der til rådighed i markedet. Hvilke eksisterende rettigheder findes. Og i hvilket omfang kan man med patent, varemærke, design eller på anden vis beskytte sin ide mod konkurrence.
- Virksomheder som B&O, Apple og Nokia har allerede flyttet deres grundlæggende forretningsfokus. De fokuserer ikke længere på det fysiske produkt, men i stedet på ideen, fx designet eller brugervenligheden, bag det enkelte produkt, forklarer Mikael Tranekær Christensen. - Det gør de ved at fokusere på det, de er bedst til ud fra et dybt kendskab til den teknologiske udvikling, efterspørgslen i markedet og konkurrenterne. Og indtil videre har de med stor succes formået at sikre, at de allerede i evalueringsfasen af nye ideer fokuserer på at træffe de rigtige beslutninger om hvad der er værd at satse på og hvilke ideer der ikke skal investeres penge og tid i, afslutter Mikael.
Hvordan optimerer du innovations- processen?



